Fra shamaner til self-tracking

Af: Judy Hermansen, Institut for Virksomhedsledelse

- Jeg husker tydeligt, hvordan jeg anstrengte mig for at se rigtig businesslike ud til jobinterviewet med Søren Askegaard.

Det havde hun nu ikke behøvet. Dels har Søren aldrig selv dyrket nogen særligt businesslike stil – dels var instituttet allerede dengang karakteriseret ved en Business Beyond the Obvious-tilgang, hvor antropologi og kulturteori var omdrejningspunkt for kvalitative analyser af forbrugeradfærd, og hvor forbrugeres identitetskonstruktioner var nøglen til at forstå markeder. En rigtig antropolog med baggrund i studier af indfødte folks ritualer var derfor yderst velkommen – uanset hvor usikker hun var på stiletterne.

Så i 2008 skiftede Dorthe de chilenske lavlandsindianere ud med det danske supermarked og blev en del af det nybrud, som havde introduceret den antropologiske metode for at få en dybere indsigt i forbrugeradfærd og markedsdynamikker end det, som den traditionelle erhvervsøkonomiske værktøjskasse tilbyder:

- Jeg ser de menneskelige praksisser som et vindue til det omgivende samfund, og interesserer mig for at forstå, hvordan mennesker responderer på og positionerer sig i forhold til de samfundsstrukturer, som deres hverdag er indlejret i. Hvordan de bruger det, som markedet tilbyder og tilpasser det, så det giver mening i deres dagligliv. Især er jeg fascineret af den rolle, kropslige erfaringer spiller i menneskers forståelse af deres liv.

Mirakelmedicin

Snak om sygdom og medicin fyldte meget omkring middagsbordet i Chile, fortæller Dorthe, mest om symptomer, som ikke havde nogen påviselig kropslig patologi.

- Politiske emner var derimod påfaldende fraværende, og jeg fik den tanke, at samtaler om sygdomme også handlede om meget andet. Samtidig overraskede det mig, at patienterne fortalte om, hvor effektiv den alternative behandling var, som de fik hos shamanen og de urtekyndige. Den konventionelle læge havde ofte ikke noget klinisk svar på deres problemer og kunne tit konstatere, at ’der er ikke noget i vejen med mine patienter - de har det bare elendigt’, mens shamanen altid kunne identificere årsagerne til folks problemer og sygdomme, som han så søgte at helbrede med urtemedicin og ritualer.

Shamanen er for mange en mirakelmager, der giver stemme til frustrationerne og skaber et alternativt handlerum. Og ifølge Dorthe Brogård er forståelsen af krop og sundhed også i vores vestlige forbrugerkultur knyttet til moralske værdier og samfundsmæssige diskurser, som vi skaber vores egne ’parallelverdener’ i.

Sundhed og forbrugerkultur

- I mit nye liv som forbrugerforsker oversatte jeg mit fokus til en ny empirisk kontekst, hvilket blev afprøvet i det første projekt – Sundhedsbranding (2008-2010). Her skulle vi undersøge, om brandingteknikker kunne forbedre den traditionelle informationsbaserede tilgang til at ændre folks kostvaner. På feltarbejdet i supermarkedet skulle jeg undersøge, hvordan forbrugere relaterer til de overordnede sundhedsdiskurser i samfundet, når de står foran køledisken. Vi var netop ikke interesserede i deres efterrationaliserede begrundelser, men mere hvad der påvirkede dem konkret i situationen her og nu, når de foretog valget i supermarkedet.

Den officielle danske sundhedsdiskurs understreger individets eget ansvar for sin sundhed. I Chile blev kroppen opfattet som en åben enhed, der kan påvirkes af andres handlinger og energier, men i Danmark bliver kroppe opfattet som en enhed, der kan og skal styres af individet selv. Samtidig er sundhed blevet en meta-værdi, et symbol på det gode liv - også kaldet ’healthism’ som formuleret af den amerikanske økonom Robert Crawford.

- Vi fandt ud af, at folk primært stolede på deres egne kropserfaringer, når de vurderede sundhed. Dels pga. et informationsoverload, dels fordi der herskede en udbredt skepsis overfor autoriteternes sundhedskommunikation, som i mange tilfælde blev opfattet som utilstrækkelig. Så med udgangspunkt i egne kropslige fornemmelser navigerede forbrugerne i forhold til forskellige sociale diskurser og positionerede sig som kritiske bevidste personer, der tager ansvar for eget liv.

Mens befolkningen i Chile kunne vende sig mod shamanen for at få råd i sundhedsspørgsmål, blev mange forbrugere i Danmark i stedet selv-proklamerede eksperter på sociale medier. Et eksempel fra dengang er ’Kernesund Familie’, som inkarnerede en ny type forbrugere, der udfordrede de officielle autoriteters råd og kaldte sig ’CEO i deres eget liv’.

Talmagi og self-tracking

- Sundhedskampagnen ’6 om dagen’ gjorde mig opmærksom på, hvad kvantificering kan gøre for folks forståelse og styring af deres sundhed, og den startede min fascination af selv-tracking-kulturen, der jo har bredt sig som en steppebrand.

Dette forskningsprojekt begyndte tilbage i 2012, hvor gruppen Quantified Self med rødder i Silicon Valley holdt møde i København. Her mødte Dorthe mænd i jakkesæt med power point-oplæg under armen, som demonstrerede, hvordan man kan optimere sig selv og leve op til sin moralske forpligtelse til at blive ’den bedste version af sig selv’.

Dette begreb er efterfølgende blevet kritiseret specielt i den sociologiske litteratur. I den akademiske litteratur ses tracking-teknologierne, som tegn på en form for selvoptimering, hvor de moderne neoliberale samfund nudger individet til hele tiden at forbedre sig selv ved hjælp teknologierne, hvilket ofte fører til personlig utilfredshed og frustration snarere end til personlig succes.

Dorthe havde dog ikke kun den kritiske tilgang til fænomenet med i bagagen, men også en mere åben og nysgerrig indfaldsvinkel, hvor hun betragtede teknologierne som bærere af moralske værdier, der også tilskynder folk til at tage nogle bestemte moralske beslutninger. Fx når vi uddelegerer ansvaret for vores sundhed til en self-tracking teknologi med et program for, hvordan vi bør spise og motionere. Men paradoksalt nok ender mange mennesker, som netop værdsætter valgmuligheder og personligt ansvar, på den måde tit med at befri sig selv fuldstændig for ansvar og i stedet overlade det til teknologien, fortæller Dorthe Brogård:

- De self-trackere, som jeg studerede, meldte i første omgang, at de følte sig mere bevidste, fordi de registrerede deres kropslige reaktioner og aktiviteter. Man kan blive opmærksom på det bankende hjerte, når man måler det, og hvordan man spiser, går eller cykler, når man monitorerer det. Tal og diagrammer kan lære self-trackeren at mærke kroppen ’indefra’ og opøve en indre sensitivitet. Instrumentaliseringen dvs. det individuelle feedback-loop fra teknologien hjælper på den måde med at skærpe sanserne.

Men da Dorthe kontaktede dem igen efter en periode, syntes flere af dem, at self-tracking tværtimod var blevet en begrænsning i deres liv og en hindring for deres subjektive oplevelser. Nogle af dem mente også, at de var blevet for selvcentrerede, mens andre følte, at de ramte muren, når tallene ikke fortsatte med at gå opad, og de ikke længere kunne forbedre deres performance i det kvantitative register. En bruger havde lavet en cost-benefit-analyse, som overbeviste ham om, at den energi, som han brugte på self-tracking, ikke stod mål med udbyttet – og nogle af dem vendte sig mod meditation i stedet. For mange ingeniører og softwareudviklere var det at ende i en blindgyde samtidig en tilskyndelse til at udvikle nyt udstyr, som skulle være mere engagerende, enkelt at bruge og give større socialt udbytte:

- Self-tracking handler således langt fra kun om selve praksissen – de fleste opfatter det ikke engang som selv-tracking, men som en integreret del af, hvordan hverdagslivet som sådan opleves. Self-trackerne udforsker sig selv ved hjælp af teknologier og produktion af data. De belyser forskellige aspekter af kroppen, eller de intensiverer deres aktiviteter og sanser. Nogle lykkes med det – men for andre mister selvoptimeringen sin fascinationskraft, og de ender med tværtimod at rette fokus mod det omgivende samfund og de menneskelige relationer. I det lange løb forekommer selv-tracking at være en temmelig uforudsigelig optimeringsrejse, som kan føre til overraskende indsigter.

Next stop AI og hverdagsalgoritmer

Dorthe Brogårds forskningskarriere udfolder sig for tiden bl.a. i det tværfaglige forskningsnetværk ’Sundhed & Teknologi’. Gruppen studerer, hvordan brugen af AI og andre digitale sundhedsteknologier – primært i sundhedsvæsenet - opleves fra brugerens, patienternes, medarbejdernes og organisationernes synsvinkler. Det projekt kan du læse meget mere om her.