Sønderborg centrum for grøn militærudvikling
Krigsmaskinel og store militærbaser kan være en stor miljøbelastning, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Verdens førende forskere inden for grøn militærteknologi samles i Sønderborg for at gøre militæret mere klima- og miljøvenligt.
For lidt over 150 år siden oplevede Danmark sit sidste reelle slag. Det skete da preusserne skyllede ind over Dybbøl Banke uden for Sønderborg under krigen i 1864. Siden da har teknologien markant ændret måden, man fører krig på, men krigene opstår desværre stadig. Derfor er det nødvendigt at se på, hvordan krigsudstyr og teknologi bliver grønnere, så krigene ikke også går hårdt ud over klimaet og de sparede ressourcer udnyttes til mere gavnlige formål i krigen.
Det er hovedformålet med en NATO-workshop, der i februar finder sted på Syddansk Universitet i Sønderborg blot få kilometer fra den historiske slagmark i Dybbøl.
Professor og klimaekspert Michael Evan Goodsite fra SDU’s Institut for Teknologi og Innovation har i tæt samarbejde med NATO arrangeret workshoppen, der samler over 60 af klodens førende forskere, eksperter og beslutningstagere, der over tre dage skal udtænke og formulere initiativer, som organisationer som NATO og det amerikanske militær kan bruge til at forbedre indsatsen på miljøområdet.
”Vi vil gerne gøre militære baser til grønne udviklingslaboratorier, hvor man kan udvikle nye, grønne teknologier og processer. Militæret er perfekt som udviklingslaboratorium, fordi officeren udstikker ordrerne, og så retter alle ind. På den måde bliver nye rutiner hurtigt indført, og erfaringerne kan bredes ud til det øvrige samfund,” siger Michael Goodsite. Han nævner som eksempel GPS, der oprindeligt er udviklet til militært brug, men i dag er hvermandseje.
Førende forskere finder forslag
Ved at samle nogle af verdens førende eksperter bliver størstedelen af den eksisterende viden på området delt og udnyttet bedst muligt. Workshopdeltagerne skal i mindre arbejdsgrupper arbejde sig frem til de bedste tiltag til at nedbringe energi- og vandforbrug og genanvende affald.
”Der er mange eksempler på, hvad man kunne gøre. Eksempelvis kan madrester omdannes til biobrændsel, solceller kan bruges flere steder og mange steder kan man bruge vandbesparende teknologier. I første omgang handler det om at foreslå, hvordan vi definerer begreberne, måler behov og overfører teknologier,” siger Michael Goodsite.
Eksperternes forslag bliver samlet som kapitler til en bog, der i NATO-regi skal fungere som rettesnor for arbejdet med miljøpåvirkning og energieffektivisering.
Sønderborg foregangsby
Sponsorer
Internationalt: NATO SPS, Lockheed Martin, Nord-Star, CenSec og ERDC
Alene det amerikanske militær udleder hvert år millioner af tons CO2, så der er både behov og basis for at nedbringe det tal betragteligt. Tanken er, at Sønderborg skal fungere som inspiration til det.
Siden ProjectZero blev etableret i 2007 har Sønderborg nedbragt sit CO2-udslip med 23 procent – fra 700.000 til 539.000 tons i 2013. Workshopdeltagerne skal blandt andet ud og se på nogle af de tiltag i kommunen, der har drevet den udvikling, herunder eksempelvis ZERO+-huset, som er Danmarks første hus, der er energi- og CO2-positivt.
”Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted i verden for en workshop end Sønderborg. Her arbejder ProjectZero i forvejen med de temaer, som man i NATO ønsker fokus på og der er virksomheder i Sønderborg og Region Syddanmark, der allerede arbejder med teknologier, som har potentiale til at blive anvendt som grønne teknologier på militærbaser,” siger Michael Goodsite.
Workshoppen finder sted på Alsion i Sønderborg fra d. 17.-19. februar.
For mere information, kontakt:
Professor Michael Goodsite