Skip to main content
Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning
Nyhed

CALL til ny skriftserie

Masterprojekter om gymnasiesektoren bobler af vigtig viden og værdifulde praksiserfaringer. Et nyt samarbejdet mellem Center for Gymnasieforskning på SDU og magasinet og forskningsdatabasen Gymnasieforskning sikrer, at langt flere i gymnasiesektoren får glæde af fund, perspektiver og løsninger fra masterprojekterne.

Af Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning, , 16-05-2024

Hvert år lægger hundredevis af lærere og ledere fra danske gymnasier tusindvis af timer i at tage en master fra en af de mange masteruddannelser. Deres afsluttende masterprojekter behandler et væld af tendenser, udfordringer og muligheder på danske gymnasier. Desværre forbliver den store pool af viden fra masterprojekterne ofte hemmelig. Som del af et nyt samarbejde lancerer magasinet og forskningsdatabasen Gymnasieforskning og SDU’s Center for Gymnasieforskning nu i fællesskab en skriftserie, hvor gymnasielærere- og ledere kan dele praksiserfaringer og hovedkonklusioner fra deres masterprojekt med resten af sektoren.

”Alle de masterprojekter, der bliver skrevet hvert år, bygger på totalt solid viden, som med fordel kan nå ud til et bredere publikum. Jeg brænder for gymnasierne, og jeg synes, vi skal blive bedre til at samle og dele viden, som kan bruges til at udvikle ungdomsuddannelsessektoren,” siger professor Ane Qvortrup, som er leder af Center for Gymnasieforskning.

Ansvarshavende chefredaktør af Gymnasieforskning, Peder Holm-Pedersen uddyber:

”På masteruddannelserne genererer de studerende en praksisnær viden, som tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger, tendenser og udfordringer i sektoren. Hvor forskningen kan have lidt længere aftræk, er masterprojekterne ofte hurtigere på speederen og tættere på de ting, der foregår her og nu i sektoren. Skriftserien er et forsøg på i højere grad at få delt den værdifulde viden på tværs af skoler.”

Del din viden

Har du afsluttet eller er du ved at afslutte en masteruddannelse med et projekt, der har relevans for ledere eller undervisere på de danske ungdomsuddannelser? Så har du nu mulighed for at dele din viden med hele sektoren og bidrage med en artikel om dit masterprojekt til det første nummer i den nye skriftserie. Du kan sende dit forslag til en artikel ind til redaktionen@gymnasieforskning.dk og CGEF@sdu.dk.

Læs mere om skriftserien og hvordan du bidrager på www.gymnasieforskning.dk

 

 

Læs mere om skriftserien og hvordan du bidrager på www.gymnasieforskning.dk

Klik her

Redaktionen afsluttet: 16.05.2024