Forskere fra Syddansk Universitet har gjort en opdagelse, der kan være med til at afdække, hvad det er, vin-allergikere reagerer på, når de drikker vin. Opdagelsen kan måske danne grundlag for fremtidige produktioner af mere allergivenlige vine.
Guiseppe Palmisano, postdoc i Martin Røssel Larsens forskningsgruppe på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, har sammen med sine kolleger udført undersøgelser af Chardonnay hvidvin, og her fandt de glycosylerede proteiner (proteiner med sukkerstrukturer). Disse proteiner har meget store ligheder med kendte allergifremkaldende stoffer, og de kan dermed være årsagen til, at så mange i verden har allergi over for vin. Den nye viden kan medvirke til, at vinproducenterne i fremtiden kan arbejde med at fremstille vine, der er mere allergivenlige, så også allergikere har mulighed for at nyde et glas vin, uden at næsen begynder at løbe, eller andre allergisymptomer melder sig.
Forskningsresultatet har vakt interesse verden over, hvor medier som Science Daily, Top News US, The Independent og mange andre har bragt historien. Guiseppe Palmisano blev på baggrund af sit forskningsresultat yderligere kåret som ugens videnskabsmand af Laboratory Equipment, som også bringer et interview.
Nyhed fra NAT. Lagt på af U. Aljene.
01.12.2010
Tilbage til nyhedsoversigten