Gode under pres: Ukrainske flygtninge har særlige iværksætter-kvaliteter

Det er ukrainske flygtninge som Anna Pireyeva, der er målet for iværksætterprogrammer i Danmark. Efter invasionen af Ukraine efterlod hun et nybygget hus og en selvstændig virksomhed, der importerede og producerede lamper, da hun flygtede til Danmark.

Sammen med sin mand og to børn slog hun sig ned på Fyn og blev maler, men drømmen er at starte egen virksomhed ligesom i hjemlandet. Denne gang med udgangspunkt i ukrainsk design. Læs mere om Annas historie her

En række iværksætterprogrammer er siden 2022 blevet gennemført for at give de ukrainske flygtninge mulighed for at blive iværksætter, så de kan genopbygge deres liv og land og samtidig vise, at flygtninge er et aktiv og ikke en byrde for vores samfund. De danske iværksætterprogrammer er senere udbredt til Norge og Sverige.

Forskere har – med støtte fra Industriens Fond og Nordisk Ministerråd – fulgt de ukrainske iværksætteres fremgang i programmerne, og konklusionen i både den danske og den netop udgivne norske og svenske rapport om forløbene er klar: Ukrainske flygtningeiværksættere er unikke sammenlignet med andre iværksættere.

At kunne håndtere kriser

Ved hjælp af online spørgeskemaer har forskerne indsamlet data fra de danske, norske og svenske iværksætterprogrammer og sammenlignet dem med andre iværksættergrupper.

Resultaterne viser, at de ukrainske flygtningeiværksættere har en exceptionelt stærk psykologisk kapital, altså individuel modstandsdygtighed og ikke mindst en høj selveffektivitet. Det kan være medvirkende til, at de er i stand til at håndtere stressede omstændigheder og opbygge virksomheder trods stor personlig modgang.

- Selveffektivitet betyder, at man har troen på, at man kan gennemføre en konkret aktivitet succesfuldt. Normalt vis, når man kigger på almindelige iværksættere, er det entreprenant selveffektivitet, der er afgørende. Altså at tro på, at man har kompetencerne og viden til at kunne starte en virksomhed succesfuldt.

- Det, vi ser blandt de ukrainske flygtningeiværksættere, er, at krise-selveffektivitet enten er mindst lige så vigtig eller mere vigtig. De tror på, at de kan håndtere en krise, og det er afgørende for, at de har overskud til at udvikle ideer og komme fremad i den entreprenante proces, siger Kim Klyver, der er professor ved Institut for Erhverv og Bæredygtighed og én af forskerne bag undersøgelsen.

En del af deres kultur

At resultaterne ligner hinanden i de tre lande indikerer, at svaret på den stærke psykologiske kapital skal findes hos ukrainerne selv snarere end i værtsnationen. Selvom Kim Klyver ikke systematisk har undersøgt det, har han et bud på, hvorfor de ukrainske flygtninge har så høj psykologisk kapital.

- Den ene mulige forklaring er, at de stadigvæk er i overlevelsesmode og kæmper. Men når jeg præsenterer resultaterne for de ukrainske iværksættere, siger de: Jamen, det er vores kultur, det er sådan, vi er. Vi er robuste, og vi er glade for, at det bliver fanget i undersøgelsen.

- Så enten afspejler det en form for coping-mekanisme, der måske aftager, eller også afspejler det, at de ukrainske iværksættere har den psykologiske kapital på grund af deres kultur. Det spændende er, at jeg har målt den psykologisk kapital over tid, og den er ikke faldet. Så meget tyder på, at det i virkeligheden er sådan, de er.

Bidrager til samfundet

Kim Klyver har et tredje bud på den høje psykologiske kapital. Han understreger, at det ikke er en del af rapporterne, men er kommet til udtryk i samtaler, han har haft med de ukrainske iværksættere. Det handler om, at det at starte en virksomhed er deres bidrag til krigen.

- Det er for at finansiere krigen, men også for at skabe ressourcer til at kunne genopbygge Ukraine efter krigen. Så det er deres kamp, deres bidrag. Selvom de er flyttet ud af Ukraine, føler de ukrainere, jeg har talt med, en forpligtelse til også at hjælpe. De kæmper via deres iværksætteri.

Selvom det kan virke ulogisk at tilbyde iværksætterhjælp til en gruppe, der måske kun bor i landet midlertidigt, mener forskeren, at der er mange årsager til, at vi bør gøre det.

- Man kan dele det op i en menneskelig og en økonomiske begrundelse. Vi ved ikke, hvor lang tid krigen varer. Og hvor lang tid skal man bare midlertidigt placere folk i inaktivitet, som ødelægger deres liv, velvære og identitet. Så der er en menneskelig dimension i at give folk mening med livet.

- Den økonomiske begrundelse er, at ved at hjælpe dem i sådan nogle programmer, så kan vi flytte dem fra at være en byrde til at være en ressource for samfundet. Vi er i en periode nu, hvor vi mangler arbejdskraft, og på den måde kan de bidrage til samfundet. Midt imellem de to ligger den hybride begrundelse. Den indebærer, at når krigen forhåbentlig snart er slut, så rejser de hjem med ressourcer og erfaringer på lommen, som de kan bruge til at genopbygge Ukraine.

Erfaringer til fremtidige forløb

Ligesom Anna er størstedelen af de ukrainske flygtninge, der har deltaget i iværksætterprogrammerne, kvinder, og mange af dem har tidligere ledelses- og iværksættererfaring. De har desuden ofte et højt uddannelsesniveau.

Men selvom der er tale om en ressourcestærk gruppe, der måske ikke er så repræsentative, skal man ifølge professoren huske, at ukrainere generelt er veluddannede, og at det ikke er unormalt, at der er konkurrence om at komme ind i iværksætterprogrammer. Vi kan derfor stadigvæk drage erfaringer, som vi kan bruge i andre forløb.

- Vi kan ikke direkte overføre det, men vi kan godt tage ved lære af det. På en måde kan man jo sige, at et studie af ukrainske flygtninge er en ekstrem case af at fungere i usikre omgivelser. Der er også forskning for almindelige iværksættere, der viser, at psykologisk kapital har en positiv indvirkning.

- Vi snakker om, at vi går ind i en tid, hvor der er flere kriser, der kommer hyppigere, og som overlapper hinanden. Så det med at tænke iværksætterforløb som mere end bare entreprenante opgaver, der også inddrager en personlig dimension, synes jeg vores resultater mere generelt kan pege på. I virkeligheden er det at starte en virksomhed en personlig rejse, og hvis personen er i krise eller oplever kriser, er vi nødt til at hjælpe dem med at håndtere det, ellers bliver de andre ting ligegyldige, afslutter Kim Klyver.