Droner skal ind i kampen mod invasive arter
Hvert år bruger myndighederne mange penge på at bekæmpe invasive planter som bjørneklo, gyvel og japansk pileurt. Nyt forskningsprojekt fra SDU vil bruge droner til at finde de uønskede planter i naturen
Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk
Gyvelplanten er smuk, når dens gule sommerblomster lyser op i naturen. Men det gør den ikke til en ubetinget eftertragtet plante – tværtimod. Der findes gyvelsorter i Danmark, som er uønskede.
De stammer fra udlandet og trives så godt, at de ligefrem truer den biologiske mangfoldighed i mange naturområder. Det samme gælder planter som bjørneklo, japansk pileurt, rynket rose og canadisk gyldenris.
- Samfundet bruger mange penge på at bekæmpe invasive planter, og en af de store udfordringer er at finde dem; man kan jo ikke fjerne dem, før man ved, hvor de står. Vi mener, at droner kan bidrage til at lokalisere dem, så man kan rykke ud med bekæmpelsen, siger biolog Johan Petter Dahlgren fra Biologisk Institut.
Træner i Svanninge Bjerge
Derfor er han og robotforskeren Henrik Skov Midtiby fra SDU Dronecenter nu gået i gang med at lære droner at flyve ud i naturen og tage billeder af planter ovenfra.
Billederne skal sendes til en computer, som skal spotte invasive planter på billederne og plotte dem ind på et kort, så naturplejerne kan finde dem.
I øjeblikket træner forskerne i Svanninge Bjerge på Sydfyn, hvor det gælder gyvel.
Tusindvis af billeder
- Udfordringen er at få dronen til at tage billeder, som gør computeren i stand til at genkende gyvel. Der er for eksempel stor forskel på et billede af gyvel fotograferet fra siden og gyvel fotograferet ovenfra, siger Henrik Skov Midtiby.
Jo flere billeder computeren får at se, desto bedre bliver den til at spotte gyvelen. Forskerne regner med at skulle bruge titusindevis af forskellige gyvelbilleder.
På længere sigt er det et mål, at dronerne bliver i stand til at afvige fra deres oprindelige flyveplaner i de tilfælde, hvor de registrerer områder af særlig interesse. Det kan for eksempel være i forbindelse med kortlægning af gyvel i et område.
Ser dronen noget mistænkeligt, skal den kunne flyve nærmere og tage et nærbillede for at opnå en større sikkerhed i detektionen af gyvel.
Store ambitioner
Droneteknologi er ikke kun interessant for overvågning af invasive planter. Den kan være løsningen på en række store udfordringer i fremtidens samfund.
Udover dette projekt om droner og invasive arter, er andre SDU-forskere i øjeblikket i gang med disse andre drone-relaterede projekter:
- Samfundets reaktion på drone-teknologi: Trusler & muligheder for en øget parathed
- Droneteknologi inden for natur, miljø og klimamanegment
- Vejene til virksomhedsvækst inden for drone øko-systemet
- Interaktion mellem menneske og drone
- Back2Nature
- Droner til energi
SDU har en ambition om at gøre Odense og H.C. Andersen Airport til et knudepunkt for forskning, udvikling, test og produktion af droner og være med til at skabe tusinder af job til både lavt- og højtuddannede.
Foto og video: Anders Boe
Om gyvel
Gyvel kan danne meterhøje og uigennemtrængelige krat, hvor intet andet kan gro. Lysåbne og tørre naturområder som f. eks. overdrev er særligt sårbare over for gyvel.