Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF
Årsberetning

Årsberetning 2022: Et år i samarbejdets tegn

Leder af Center for Landdistriktsforskning Egon Noe ser tilbage på 'året der gik’ i centret.

Af Egon Noe, , 19-12-2022

2022 har på mange måder været et år fyldt med modsætninger.

I Europa oplever vi en krig og energikrise, der i høj grad kan mærkes i Danmark. Det gælder ikke mindst i landdistrikterne, der i forvejen er udfordret af blandt andet den demografiske udvikling, klimaudfordringerne og det stigende pres på sundhedssektoren.

Samtidig oplever vi et øget fokus på de strukturelle forhold, der er med til at forstærke uligheden mellem landdistrikterne og de større byer.  

Måske netop derfor ser vi også et øget fokus på det nære. På fællesskabet, sammenholdet og den lokale stolthed, hvor aktører og frivillige ildsjæle hver dag arbejder for, at deres lokalområde skal være et godt sted at bo, leve og arbejde.

Hos Center for Landdistriktsforskning har vi igen i år haft mulighed for at forske i temaer som disse - og producere og formidle viden til gavn for landdistrikterne. 

Lokalsamfundets udvikling

Det har vi ikke mindst i kraft af de forskningsmidler, vi får gennem vores mål- og resultatplan under Indenrigs- og Boligministeriet. Planen finansierer to meget aktuelle projekter, der på hver sin måde beskæftiger sig med lokalsamfundenes udvikling.

Annette Aagaard Thuesen er vejleder for ph.d.-studerende Kasper Friis Bavnbæk, som undersøger strategisk landsbyplanlægning. Projektet skal give landets kommuner redskaber til at løse denne nye opgave. I oktober udgav Kasper en inspirerende kronik i Erhverv+ om, hvordan strategisk landsbyplanlægning kan sikre levedygtige landsbyer i fremtiden.

Tobias Gandrup har undersøgt borgerdrevne fællesskabsøkonomier omkring dagligvarebutikker. Resultaterne har han netop udgivet i et nyt inspirationskatalog, hvor han giver konkrete råd til jer, der ønsker at skabe og drive en borgerinitieret dagligvarebutik. 

Fokus på hverdagslivet

Som forskningscenter er det altafgørende, at vi bidrager med viden til landdistrikterne. Derfor arbejder forskerne året rundt på projektansøgninger sammen med eksterne partnere, der skal sikre midler til at forske i de mest aktuelle problematikker. Det er opløftende at se, at dette hårde arbejde bærer frugt.

Pia Heike Johansen forsker i livskvalitet på landet, et projekt støttet af Realdania. Sammen med ph.d.-studerende Morten Frølund undersøger hun også betydningen af kunst- og kultur i landdistrikterne. Og så er hun koordinator på et nyt EU-projekt, RYouCult, der skal føre til en mere dynamisk ungdomskultur på landet, hvor Christian Brink Grønnebæk er blevet ansat som videnskabelig assistent.

Inspirationskataloger

Forskerne i Center for Landdistriktsforskning har udgivet en række kataloger, der skal inspirere dig i dit arbejde med og for landdistrikterne.

Se og download alle katalogerne her

Barbara Fersch står i spidsen for et andet nyt EU-projekt, REACT, der skal forebygge digital eksklusion i landdistrikterne, blandt andet ved at uddanne frivillige e-sundhedsfacilitatorer.

Sundhed har generelt været et af de store temaer de sidste par år, både i Danmark og i Center for Landdistriktsforskning. Sammen med Barbora Gulisova har jeg netop udgivet en ny rapport, der afdækker vores nuværende viden om sundheden i landdistrikterne. Et tema, vi arbejder videre med i 2023.

Afslutninger og store begivenheder

Nye projekter betyder også, at vi sætter punktum ved andre. Det betyder dog ikke, at projekterne mister deres relevans.

Annette Aagaard Thuesen og Klaus Levinsen afsluttede i år et projekt om lokalsamfundsforeningernes betydning for udviklingen af de danske lokalområder. Projektets resultater er væsentlige for lokalområdernes udvikling, og Annette har i år rejst landet tyndt for at formidle sin viden.

Den samme væsentlighed gør sig gældende for projektet om udflytning af statslige arbejdspladser, som Gunnar Lind Haase Svendsen og Jens Fyhn Lykke Sørensen afsluttede i 2021, og som stadig bliver refereret.

Projekter

Center for Landdistriktsforskning beskæftiger sig med flere forskningsprojekter, end der er plads til at nævne i en årsberetning.  

Se vores forskningsprojekter

En af de helt store begivenheder i 2022 var Eva Mærsks ph.d.-forsvar, der trak fulde huse - et vidnesbyrd om emnets aktualitet og Evas store formidlingsindsats gennem hele sin ph.d. Bedriften bliver ikke mindre af, at Eva også forsvarede sin ph.d. hos University of Groningen og nu har en double degree. En virkelig flot præstation. Vi ser frem til at følge Eva i hendes nye rolle hos Work-Live-Stay.

En anden, der gennem hele sin ph.d. har været en ivrig formidler af sin forskning, er Barbora Gulisova. Hun har netop udgivet et inspirationskatalog til dig, der arbejder med branding af landdistrikterne. Et forskningsfelt, hun fortsat er dybt engageret i ved Border Region Studies i Sønderborg. 

Et år i samarbejdets tegn

”Hvis man går sammen, er flere ting mulige” er overskriften på et af årets inspirationskataloger, der omhandler borgerengagement og lokal innovation. Det kunne også være overskriften på året i Center for Landdistriktsforskning.

Et center er kun noget i kraft af sine relationer, og vi har igen i år haft fornøjelsen af at samarbejde med en lang række aktører inden for landdistriktsområdet.

Et par eksempler er vores sundhedskonference med Landdistrikternes Fællesråd, Diabetesforeningen og UC Syd og vores sommerskole med ZEIT-Stiftung, Akademiezentrum Sankelmark, and Royal Danish Embassy Berlin.

Jeg vil gerne takke alle vores eksterne samarbejdspartnere; frivillige ildsjæle, praktikere, landets kommuner og regioner, interesseorganisationer, politikere og andre forskere for et godt samarbejde.

En speciel tak skal lyde til vores engagerede og kompetente bestyrelse, der har ført os sikkert gennem 2022 og vil føre os videre ind i 2023, og til Bolig- og Planstyrelsen for et frugtbart samarbejde.

Det siger sig selv, at vores forskning ikke kan stå alene. Den skal ud at leve blandt jer, der arbejder med landdistrikterne. Derfor er det også opløftende og beærende at være vidne til den interesse, I viser for vores forskning. Jeg vil gerne slutte året af med at takke alle jer, der følger vores arbejde.

Jeg ser frem til at endnu flere spændende projekter, indsatser og samarbejder i landdistrikternes tegn i 2023.

God jul og godt nytår. 

Egon Noe
Leder af Center for Landdistriktsforskning

Mød centrets forskere

Center for Landdistriktsforskning har en lang række forskere tilknyttet. Hvis du mangler viden om et emne inden for landdistrikterne, så tag et kig på forskernes forskningsområder.

Mød vores forskere her

Redaktionen afsluttet: 19.12.2022