Gårdbutikker – et potentiale for lokal udvikling?
Rapporten handler om gårdbutikkerne betydning for bosætning og erhvervsudvikling på landet. Den er resultatet af en undersøgelse af danske gårdbutikker i forskellige områder i Danmark
Gårdbutikker som udstillingsvindue for landlige kvaliteter
Baggrunden
for undersøgelsen er, at der i adskillige landområder opleves en stigning i antal gårdbutikker, og nysgerrigheden var, om disse gårdbutikker var en slags udstillingsvindue for landlige kvaliteter.
I undersøgelsen indgik
et omfattende litteraturstudie af danske og internationale videnskabelige artikler om gårdbutikker og en telefonspørgeundersøgelse med 267 gårdbutikker. En kundespørgeskemaundersøgelse blev udleveret i udvalgte gårdbutikker. Herudover indgik etnografiske undersøgelser med kvalitative interviews, deltagerobservation og fotos i udvalgte områder i Jylland og på Sjælland, Lolland og Falster.
Analysen rejste fire centrale tematikker og resultater
Den første tematik handler om gårdbutikker som indkøbssted. Analysen viste, at gårdbutiksejere oplever, at størstedelen af deres kunder er fra nærområdet, og kundeundersøgelsen bekræftede dette i et vist omfang. Kundeundersøgelsen viste også, at en stor del af gårdbutikskunderne har en landlig baggrund.
I den anden tematik, som er ’Gårdbutikker, samarbejde og netværk’, kom det frem, at omkring to tredjedele af gårdbutikkerne indgår i lokale netværk, da gårdbutiksejere og kunder vægter lokale produkter højt.
Den tredje tematik handler om ’Gårdbutikken som oplevelse’. Her viste analysen, at størstedelen af gårdbutikkerne deltager i forskellige former for offentlige arrangementer. Der er en tendens til, at de gårdbutikker, som indgår i forskellige former for netværk, er mere tilbøjelige til at deltage i offentlige arrangementer.
Under temaet ’Institutionalisering af gårdbutikker’ kom det frem, at der blandt gårdbutiksejerne er en overvejende positiv holdning til de institutionelle rammebetingelser inden for mærkningsordninger og fødevarekontroller. Der er dog plads til forbedring.
Undersøgelsen konkluderer
at gårdbutikkerne i høj grad er forankret i lokalsamfundene. Det kan være vanskeligt for ikke-lokale at finde gårdbutikkerne, men når det lykkes, finder ikke-lokale kunder stor glæde og læring ved mødet i gårdbutikkerne og ved nærheden til produktionsstedet. Den uformelle omgangstone, de uforpligtende relationer og indsigten i hverdagslivet på landet udstilles som landlige værdier. Undersøgelsen viser også, at nogle gårdbutikker og nogle aktiviteter er designet og udviklet for at tilgodese en forestilling om efterspørgslen hos ikke-lokale kunder. På den måde kan det siges, at gårdbutikker ikke altid er et udstillingsvindue for landlige hverdagslivskvaliteter, men nærmere et udstillingsvindue for forestillingen om landlige kvaliteter.