Økonomiske virkninger af kollektive jordvarmeanlæg i landdistrikter
Ud fra en landdistriktssynsvinkel vurderer denne rapport de energimæssige, økonomiske og sociale potentialer og udfordringer ved at øge brugen af kollektive, vertikale jordvarmeanlæg i områder uden for fjernvarmenettet
Formålet med rapporten er at beskrive de økonomiske og sociale virkninger af øget anvendelse af lodret jordvarme i områder uden for fjernvarmenettet. Dette har interesse set i et ressource- og landdistriktsperspektiv, både fordi det kan være med til at opfylde målsætninger om energiomstilling frem mod 2050, og fordi kollektive jordvarmeanlæg vil kunne udnyttes i en mere avanceret energiforsyning i de mindre byer uden fjernvarme.
I rapporten er der foretaget beregninger for tre faser af implementeringen af denne form for jordvarme.
I initialfasen kan forventes en beskæftigelseseffekt på 848 årsværk direkte, 374 indirekte og 303 induceret, samlet 1524 årsværk for investeringsperioden samlet. Den samlede indkomsteffekt er 852 mio. kr., og der er ekstra skatteindtægter på 244 mio.kr.
Hvis der på sigt i modningsfasen opnås en forøget udnyttelse svarende til 10% af grundlaget, som er er antallet af husstande med oliefyr i område 4, vil dette i investeringsperioden kunne resultere i en årlig ekstrabeskæftigelse på 445 direkte, 277 indirekte og samlet 942 ekstra beskæftigede i perioden.
Da investeringen i jordvarme er en meget langsigtet investering vil der være tale om en forskydning eller fremrykning af investeringsaktiviteten, således at man senere, når netværkene er etableret, vil spare ressourcer.
På sigt vil de kollektive varmenet være særlig velegnede til nyttiggørelse af overskudsvarme og evt. til lagring af energi fra vedvarende energikilder, hvilket er meget efterspurgt, efterhånden som vedvarende energi udgør en større andel af energiforsyningen.
Analysen foretages som en udløber af projektet, KOLD, Kollektiv Opvarmning i LandDistrikterne. Projektet er gennemført i samarbejde med Heatplan A/S og har modtaget støtte fra den Syddanske OPI pulje.
Læs hele rapporten "Økonomiske virkninger af kollektive jordvarmeanlæg i landdistrikter", som er forfattet af Henning Jørgensen.