Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF
Landdistriktspuljen

Vil I søge puljen til borgerdrevne dagligvarebutikker? Her er et par gode råd

Landdistriktspuljen til etablering og udvikling af borgerdrevne dagligvarebutikker er nu åben. Center for Landdistriktsforskning har samlet et par gode råd til ansøgningsprocessen.

Af Tobias Gandrup, , 21-06-2022

Hvis I har planer om at etablere en borgerdreven dagligvarebutik – eller renovere og udvikle en eksisterende butik – er det nu muligt at gøre finansieringen lidt lettere.

Bolig- og Planstyrelsen har nemlig åbnet for ansøgninger til puljen for borgerdrevne dagligvarebutikker, som skal understøtte de aktører, der er med til at fremme udviklingen i landdistrikterne.

Men hvad er kriterierne for at søge støtte gennem puljen? Og hvad er en god idé at afklare, inden I søger? I denne artikel giver vi jer nogle gode råd, så I kan forbedre jeres muligheder for at få tilskud til jeres projekt. 

Find ud af, om I er berettiget til at søge tilskud

Første skridt i ansøgningsprocessen er at afklare, om I er berettiget til at søge tilskud. Det er muligt at få tilskud, hvis I ligger under én af følgende betegnelser:

  1. Selskabsformer som fx anparts- og andelsselskaber

  2. Virksomhedstyper som fx interessentselskaber

  3. Fonde eller foreninger, der har etableret eller vil etablere en borgerdreven dagligvarebutik

Projektet skal derudover gennemføres i et landdistrikt, være almennyttigt og bygge på et folkeligt engagement med en lokal forankring, f.eks. ved at projektet gennemføres af lokale grupper.

Bemærk, at I udover at søge tilskud til etablering af en borgerdreven dagligvarebutik også kan søge tilskud til renovering og istandsættelse af en allerede etableret butik. 

Afklar jeres ønsker og behov

Hvis I er berettiget til at søge tilskud, er det en god idé at gøre sig klart, hvad jeres behov er, hvilken type butik I ønsker, og hvilken rolle initiativtagerne til butikken skal have.

I landdistrikterne findes der typisk tre forskellige typer af butikker:

  • Den professionelle butik, der er drevet af professionelt personale, har et bredt sortiment af varer, og hvor foreningen bag butikken typisk kickstarter projektet, finder midler til opstart og løbende omkostninger.

  • Den nære suppleringsbutik, der har en ansat købmand og få andre ansatte, men hvor frivillige hjælper til med den daglige drift. Butikken har typisk discount dagligvarer, og det er ofte foreningen bag butikken, der kickstarter projektet, finder midler til opstart og løbende omkostninger samt hverver frivillige.
  • Den sociale butik, der er drevet af frivillige ressourcer, har specialvarer, og hvor foreningen bag butikken er butikken.   

Projektaktiviteter, der støttes i ansøgningsrunden 2022

  • forberedelser, der skal føre til åbning eller revitalisering af en butik, såsom udarbejdelse af en virksomhedsplan, herunder en markedsanalyse
  • opkøb og overtagelse af ejendom
  • opførelse, om- eller tilbygning
  • større indvendige og udvendige moderniseringer visuelt- eller funktionelt, herunder fx udskiftning af butikkens inventar og kasselinjer
  • initiativer til understøttelse af butikkens funktion som omdrejningspunkt for et lokalt, socialt fællesskab

Vær opmærksom på, at landdistriktspuljen særligt lægger vægt på projekter, der

  • understøtter dagligvarebutikkens funktion som et samlingspunkt i området
  • medvirker til at skabe eller bevare arbejdspladser i området
  • fortsætter efter bevillingsperioden.

Derudover er det et kriterie, at butikken er bemandet og har helårsåbent, at der ikke allerede eksisterer en anden dagligvarebutik i byen, og at der er minimum 2,5 kilometer til nærmeste anden dagligvarebutik.

For dagligvarebutikker på småøer er det vigtigt at være opmærksom på, at det er muligt at opnå tilskud, selvom butikken ikke opfylder kriteriet om omsætning og butiksareal.

Læg en strategi for frivilligheden

Én af de typiske udfordringer ved at etablere en borgerdreven dagligvarebutik er, at de frivillige bliver ’møre’. Derfor er det vigtigt at lægge en realistisk strategi for frivilligheden.

Vælger man f.eks. at etablere en butik, der udelukkende skal drives på frivillige kræfter, er det en god idé at sikre sig, at der findes tilstrækkeligt med frivillige kræfter i lokalområdet, så man ikke lægger meget over på få.

En måde at minimere den risiko på er at opdele virksomheden, så borgerne ejer bygning og inventar i fællesskab, mens butikken udlejes til en professionel købmand.

Undersøg behovet for netværk og kapacitet

Udover at klarlægge behovet og mulighederne for frivillighed er det en god idé også at undersøge de tre typer netværk, som borgerinitiativet typisk er en del af.

  1. Hvordan er forbindelserne internt i den arbejdsgruppe, der driver borgerinitiativet?

    Det er godt at have et tillidsfuldt samarbejde i arbejdsgruppen, hvor alle arbejder mod samme mål. Det kan også være en god ide at have en arbejdsgruppe bestående af folk med forskellige kompetencer, så det hele ikke afhænger af en ildsjæl.

  2. Hvilke forbindelser kan der opdyrkes i nærområdet?
    Der er større sandsynlighed for succes, hvis der kan skabes positive forbindelser til eksisterende institutioner, foreninger og erhvervsfolk i lokalområdet. F.eks. kan butikken blive leverandør til byfesten, den lokale friskole m.m.

  3. Er der medlemmer af borgerinitiativet, som har forbindelser til formelle institutioner?
    Det kan være forbindelser til kommunalpolitikere, hvis engagement i projektet kan have en positiv indflydelse. Det kan også være forbindelser til banksektoren, som kan muliggøre lånemuligheder.

Overvej multifunktionalitet

Der er ikke krav om multifunktionalitet, når I søger midler fra puljen. Flere funktioner giver dog større trafik i butikken, som samtidig får en stærkere forankring i lokalsamfundet. Der findes mange typer af multifunktionalitet: Posthus, turistkontor, apotek, cafe og galleri for at give nogle eksempler.

Sørg for, at dit projekt overholder kriterierne

Det er selvfølgelig vigtigt, at jeres projekt overholder de kriterier, som Bolig- og Planstyrelsen har sat op. I kan få et overblik over alle kriterierne i Bolig- og Planstyrelsens faktaark.

Du finder faktaarket her

Du søger puljen her

Inspiration

  •   ”Hvis man går sammen, er flere ting mulige” – Inspirationskatalog om lokalsamfundsbaseret borgerengagement og social innovation (Annette Aagaard Thuesen og Louise Bjørkild Levinsen)

    Læs kataloget her
  • Fællesskabsøkonomier i landdistrikterne – markedsføringsstrategier (Malling, Kirsten)

  Læs den her

  • Købmand og Lokalsamfund – aktivt medborgerskab på markedsvilkår (By, Bolig og Landdistrikter; LAG Ringkøbing-Skjern; LandlabDK)

  Læs den her

 

Ansøgning

I kan minimum søge om tilskud på 100.000 kr. og maksimalt 600.000 kr.

Da der er tale om en matching-pulje, skal det ansøgte beløb som minimum matches med egen- og/eller medfinansiering. Hvis der ansøges om et tilskud på fx 400.000 kr., skal dette beløb matches med egen- og/eller medfinansiering på minimum 400.000 kr. 

I søger via Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside

Redaktionen afsluttet: 21.06.2022