Frederik Waage modtager SDU’s forskningsformidlingspris
Professor mso, dr.jur. Frederik Waage har fået tildelt årets forskningsformidlingspris for sin meget omfattende formidlingsindsats de seneste år, hvor han har belyst juridiske spørgsmål i en række sager af stor offentlig bevågenhed. Han fortæller her om nogle af de sammenhænge, hvor han oplever, at hans viden især har gjort en forskel.
Frederik Waage, professor mso, dr.jur. i forfatnings- og forvaltningsret på Juridisk Institut, er netop blevet tildelt SDU’s forskningsformidlingspris 2022.
Frederik Waage var i 2020 og 2021 den mest citerede og benyttede juridiske forsker i danske medier, hvor han blandt andet har bidraget med sin viden i forbindelse med aktuelle, vigtige juridiske problemstillinger, herunder minksagen, FE-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg.
Den omfattende formidlingsindsats med talrige udtalelser og medieoptrædener i både dagblade, tv og radio gør ham til årets forskningsformidler på SDU.
Gør det komplekse klart
I begrundelsen for prisen bliver det blandt andet fremhævet, at Frederik Waage kommunikerer klart og letforståeligt om ofte komplekse juridiske problemstillinger, samtidig med at han introducerer modtagerne for kernebegreber fra den offentlige ret.
Og det er ikke kun i medierne, Frederik Waage har gjort sig bemærket for sin formidling gennem årene. Han inviteres ofte ind som oplægsholder ved konferencer og seminarer, ligesom han opretholder en meget omfattende dialog med dommere, advokater, embedsfolk og Folketingets udvalg. Frederik Waage deltager i høj grad også i dialoger på sociale medier som LinkedIn og Twitter.
Kort sagt formår Frederik Waage at nå bredt ud med sin viden – i mange medier, platforme og sammenhænge.
Vi har spurgt Frederik Waage om, hvor han især føler, at hans viden har beriget samfundsdebatten.
Hvordan er det at modtage prisen?
- Jeg er virkelig beæret over at modtage årets forskningsformidlingspris, ikke mindst når jeg ser, hvilke fantastiske kapaciteter her på stedet der tidligere har modtaget prisen.
Hvor føler du, at din viden især har været med til at gøre en forskel og har kvalificeret debatten?
- Hvis jeg skal fremhæve et enkelt eksempel, hvor jeg mener kommunikationen er lykkedes godt, så vil det være i forbindelse med folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
Her spillede SDU efter min mening en vigtig rolle i oplysningsindsatsen angående afstemningen. Sammen med Anne Ingemann Johansen fra Center for War Studies og flere andre gode kolleger fik jeg faktisk mulighed for at komme til orde i de landsdækkende medier og afklare nogle konkrete spørgsmål om forsvarsforbeholdet samt udrydde misforståelser omkring suverænitetsafgivelse.
I netop den debat mener jeg faktisk, at SDU mere end nogen anden institution kom til at gøre en forskel i forhold til folkeoplysning.
- Et andet højdepunkt i min egen kommunikation i medierne er rigsretssagen i efteråret 2021, hvor jeg fik en unik mulighed for at kommentere og analysere den historiske sag fra dag til dag som fast deltager i magasinet ”Rigsretten er sat” på TV 2 News.
Der var i alt 15 udsendelser, som kørte på udvalgte retsdage, hvor vi kom rigtig godt omkring sagen. Vi erfarede også undervejs, at flere af rigsrettens dommere rent faktisk fulgte med i programmet. Da dommen blev afsagt over Inger Støjberg, deltog jeg fra TV 2’s studie og fik sammen med en række andre eksperter i de efterfølgende timer mulighed for at gennemanalysere dommen og dens konsekvenser.
Du holder p.t. orlov fra SDU og dermed også medieoptrædenerne for at være konstitueret landsdommer frem til juni 2023. Hvordan er det at arbejde som landsdommer? Og kan vi se frem til, at du vender tilbage til SDU?
- Når man beskæftiger sig med retsvidenskab, spiller domstolene jo en kolossal rolle, og derfor er det virkeligt spændende og givende at prøve kræfter med Østre Landsret og arbejde sammen med nogle af landets absolut dygtigste jurister.
Jeg savner ikke medierne, og det har været rigtig fint at holde denne her mediepause. Men jeg glæder mig meget til at vende tilbage til universitetet igen fra midten af 2023.
For mig er det at være juraprofessor tæt på at være verdens bedste job, og forskningsformidlingen i medierne er jo kun en mindre del af det, selvom de sidste par år har været travle på den front. Men jeg kan så afgjort anbefale mine SDU-kolleger at tage endnu mere del i den offentlige debat. Det åbner et vindue til omverdenen, og som den verden ser ud lige nu, er der mere brug for os end nogensinde.
SDU’s pris for forskningsformidling
Forskningsformidlingsprisen på SDU tildeles en forsker, der har ydet en fremragende og særlig formidlingsindsats, og som har formidlet sit faglige felt og viden til den brede offentlighed.