Forskningspris
Dansk Psykolog Forenings Juniorforskerpris går til IRS-forsker
Postdoc Ingeborg Farver-Vestergaard modtager juniorforskerprisen 2023 for sin forskning inden for lungesygdomme og sundhedspsykologi.
Ingeborg Farver-Vestergaard er psykolog og postdoc ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus. Hun modtager Dansk Psykologforenings Forskerpris på årsmødet den 16. november 2023.
Livskvaliteten og sygdomsmestringen er dårligere ved patienter med lungesygdomme. Det skyldes et samspil mellem psykiske og fysiske symptomer, som svær åndenød, der fører til for eksempel nedsat fysisk aktivitet, social isolation og symptomer på angst og depression.
Der er brug for en tværfaglig tilgang for at kunne forstå og dermed bedst hjælpe patienter med lungesygdomme. Det er det, Ingeborg Farver-Vestergaards forskning handler om. Hun forsker blandt andet i det komplekse samspil mellem åndenød og angst. Og så forstår hun at omsætte denne viden og sætte den i spil, der hvor patienterne kan få hjælp: På hospitalet, i kommunen og i almen praksis.
- Jeg er virkelig glad og taknemmelig! Selvfølgelig på egne vegne, men også i høj grad på feltets vegne. Det er vigtigt, at forskningen inden for lungesygdomme og sundhedspsykologi prioriteres og anerkendes mere og mere – hvilket også afspejles i denne pris, fortæller Ingeborg Farver-Vestergaard.
Bidrager til udvikling af stærk tværfaglig behandling af lungesygdomme
Ingeborg Farver-Vestergaard blev indstillet til prisen af klinisk lektor og ledende overlæge Anders Løkke, institutleder Rikke Leth-Larsen, professor ved AU Maja O’Connor, professor Peter la Cour og direktør i Lungeforeningen Ann Leistiko.
I begrundelsen står der blandt andet: Arbejder helhedsorienteret, engagerer sig både i kliniske retningslinjer og klinisk arbejde. En aktiv brobygger, nationalt såvel som internationalt inden for feltet lungesygdomme og sundhedspsykologi, bl.a. via publikationer i både psykologiske og medicinske fagblade og gennem vejledning og undervisning af kommende forskere og klinikere.
Dansk Psykolog Forening uddeler hvert år forskerpriser for at fremme kvalitets- og forskningsbaseret udvikling inden for det psykologfaglige felt. Prisen overrækkes i forbindelse med Dansk Psykologforenings årsmøde. Med juniorprisen følger en kontakt præmie på 25.000 kroner.
Mød forskeren
Postdoc og psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard, IRS og Medicinsk afdeling, Vejle. Eksempler på, hvordan Ingeborgs forsknings bruges i praksis: Gruppebaseret psyko-edukation, samtaler med patienter, pårørende og sundhedspersonale samt telefonrådgivning gennem Lungeforeningen.
Lungesygdomme
600.000 danskere lever med lungesygdomme. Det dækker for eksempel over sygdomme som astma, allergi og kronisk obstruktive lungesygdom (KOL).
Vejrtrækningsproblemer og åndenød er invaliderende fysiske symptomer. Det fører ofte til nedsat fysisk aktivitet, social isolation og symptomer på angst og depression, som belaster både patienten og de pårørende. Sygdomsmestring og livskvalitet er derfor dårligere ved patienter med lungesygdomme.
Astma, allergi og KOL koster årligt det danske samfund cirka 20 mia. kroner. Heraf er knap 8 mia. kroner til behandling. En tidligt diagnosticeret og velbehandlet lungepatient koster det halve i behandling og har meget lavere omkostninger i tabt arbejdsfortjeneste.