Skip to main content
DA / EN

Bevilling

Tysklands og Italiens koloniale fortid er en ny stemme i den kollektive erindring

Lektor Jessica Ortner har modtaget godt 6 millioner fra Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt om tysk og italiensk postkolonial litteratur.

Af Caroline Zoffmann Jessen, , 08-05-2024

I projektet “Revival of Traumatic Pasts: Colonization, Nazism and Fascism in contemporary German and Italian fiction and memory activism” undersøges det, hvordan tysk og italiensk postkolonial litteratur og aktivisme gør opmærksom på de to nationers fortid som kolonimagter, en fortid som begge lande har været sene til at anerkende.

Det skyldes ikke mindst, at andre forbrydelser har taget rampelyset i forhold til den kollektive erindring og selvforståelse: I Tyskland er det Holocaust og i Italien er det erindringen om fascismen, som har været har debatteret nationalt igennem flere årtier.

Oven i det kommer så den koloniale fortid for begge lande, som har haft kolonier på det afrikanske kontinent. Anerkendelsen af koloniale forbrydelser vil medføre en gentænkning af landenes kollektive erindring.

Ny kollektiv erindring i Italien og Tyskland

I projektet undersøges det, hvordan postkolonial litteratur og aktivisme genforhandler Tysklands og Italiens kollektive erindringer, og rejser spørgsmål om ansvar og ikke anerkendt skyld.

Postkolonial litteratur repræsenterer landenes marginaliserede erindring om fortiden som kolonimagt og afslører forbindelser imellem kolonialisme, nazisme og fascisme, mens aktivister kæmper for at nedrive eller ændre på konkrete spor efter kolonialisme i bybilledet. På den måde bidrager postkolonial litteratur og aktivisme til en diskussion af disse landes etiske ansvar den dag i dag.

Mere om bevillingen

Bevillingen fra Danmarks Frie Forskningsfond giver forskere mulighed for at forfølge deres mest innovative idéer og vil fremme nyskabende, dansk forskning. Et DFF-Forskningsprojekt2 er ofte kendetegnet ved at være et koordineret og forpligtende samarbejde, og ansøgere skal have betydelig, selvstændig forskningserfaring på højt internationalt niveau.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 08.05.2024