Data for selvskade og selvmordsforsøg er mangelfulde
De informationer der indsamles, når personer, der har selvskadet eller forsøgt selvmord, ankommer på landets skadestuer, er ikke gode nok. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie fra Syddansk Universitet. Det kan i yderste konsekvens få betydning for den behandling, som patienterne tilbydes.
Når en patient kommer ind på skadestuen efter selvskade eller selvmordsforsøg er det vigtigt, at patientens skade bliver registreret korrekt. Det har betydning for, at patienten efterfølgende kan få den rigtige hjælp.
På den almindelige skadestue håndterer de patientens fysiske skader. Med dette fokus på sygdom og ulykke, bliver kodningen for selvmordsforsøg let glemt. På samme måde retter psykiatriske skadestuer opmærksomheden mod patientens symptomer, og ikke i så høj grad selve selvmordsforsøget:
-De koder, der anvendes til at notere selvskade eller selvmordsforsøg i journalerne i psykiatrien er komplekse og bliver baseret på ekstra tilføjelser. I mangel på tid eller personale er det derfor ikke sikkert, at det bliver registreret, siger Sarah Grube Jakobsen, ph.d.-studerende ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Registrering og kodning på sygehus
Alle henvendelser til sygehuse – både den almindelige og den psykiatriske - bliver registreret. I den forbindelse bruger man diagnosekoder. Koderne og de tilhørende kodetekster gør det nemmere for sundhedspersonalet at ”tale samme sprog”. Det betyder også, at det bliver nemmere at trække statistik, som kan bruges blandt andet til forebyggelse.
Kilde: Sundhedsdatastyrelsen
Behov for bedre data for bedre indsatser
Sarah Grube Jakobsen er hovedforfatter på det nye studie, som har undersøgt registreringerne af selvmordsforsøg og selvskade. Studiet kommer i kølvandet af en ny national handlingsplan til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg, hvor et af fokusområderne blandt andet er forbedring af datagrundlaget.
Det har altså vist sig, at det ikke er altid, at selvmordsforsøget bliver registreret. Men det er også relevant, at der skelnes mellem, om der er tale om selvskade eller selvmordsforsøg Det kan nemlig have betydning, især når det kommer til forebyggelse af fremtidige tilfælde.
-Når vi som forskere går ind og laver dataudtræk og danner os et overblik over patienternes risikoprofiler for at arbejde med forebyggelse, kan det være meget afgørende, om det vi kigger på, er kendt selvskade eller et enkeltstående selvmordsforsøg, tilføjer Sarah Grube Jakobsen, og fortsætter:
-Først og fremmest er det derfor vigtigt, at vi får skabt opmærksomhed på problemet, det er forudsætningen for at der kan ske forbedringer, som kommer selvmordstruede til hjælp.
Forbedringer kan være inden for rækkevidde
I studiet blev 20 fagpersoner interviewet og spurgt ind til mulige forbedringstiltag. Det er der kommet otte konkrete forslag ud af. Disse forslag kan både hjælpe på den korte og lange bane. I første omgang kan der skabes opmærksomhed via mailpåmindelser eller simple lommekort, mens det optimale på langt sigt vil være et mere enkelt system til registrering af data.
Otte forslag til tiltag der kan forbedre data
- Synlige og enkle instruktioner til sundhedspersonalet
- Sikre, at der er lægesekretærer til at udføre kvalitetssikring af kodningsdata
- Formidling af metoder til at dobbelttjekke om det er de relevante diagnosekoder, som bliver anvendt
- Afprøvning af alternativer for patientindtjekning for at forbedre kommunikationen
- Stikprøvekontroller
- Bedre dataflow mellem somatisk og psykiatrisk skadestue gennem struktureret samarbejde
- Simplere kodningsfunktioner på tværs af sektorer og sundhedsprofessionelle
- Overveje om der skal være økonomisk incitament til korrekt kodning af selvskadehændelser og selvmordsforsøg
Kilde: Jakobsen et al., 2024
Mød forskeren
Sarah Grube Jakobsen er ph.d.-studerende, ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU. Hun er tilknyttet Psykiatrien i Region Syddanmark, Aabenraa og Center for Selvmordsforskning.
Studiet “Opening the black box of registration practice for self-harm and suicide attempts in emergency departments: a qualitative study” er udgivet i BMC Primary Care.