Skip to main content
DA / EN
invasive arter

Ny ekspertgruppe vil adressere truslen fra invasive arter i marine økosystemer

Invasive arter – det kan være både planter og dyr – er en alvorlig trussel mod biodiversiteten, har FN slået fast. Det får nu en gruppe SDU-forskere til at danne en ekspertgruppe.

Af Birgitte Svennevig, , 07-09-2023

Som en reaktion på publiceringen af de seneste resultater fra Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES), etablerer Syddansk Universitet (SDU) i samarbejde med SDU Climate Cluster, nu en ekspertgruppe, der skal have fokus på den presserende og komplekse udfordring, som invasive arter udgør. Gruppen vil have fokus på marine økosystemer.

Jordens oceaner er ikke kun rige på biologisk mangfoldighed. De spiller også en afgørende rolle for den globale bæredygtighed, fordi de tjener som naturlige buffere mod klimaændringer og understøtter millioner af menneskers levebrød.

Alligevel står disse økosystemer over for en vedvarende trussel fra invasive arter, der forstyrrer deres delikate balance og potentielt kan bringe biodiversiteten i fare.

FNs nye rapport om invasive arter 

  • Mere end 3.500 arter af invasive planter, dyr og andre organismer udgør en trussel mod biodiversiteten på Jorden, vores økosystemer og samfund.

  • 45 pct. af verdens lande investerer ikke i forvaltning af invasive arter.

  • Læs rapporten her.

Et eksempel er den invasive ribbegople, Mnemiopsis leidyi, også kaldet dræbergople, som invaderede Østersøens sydvestlige og danske farvande i 2006 (topfoto).

- Vores forskning indikerer, at dræbergoplen potentielt kan true fiskebestandene og særligt påvirke de sårbare larvestadier af sild. Truslen forstærkes af klimaforandringerne, siger Jamileh Javidpour, marinbiolog og en af eksperterne i den nye gruppe.

Den tværfaglige gruppe består af både forskere og praktikere.

- Vores mission er at udføre dybdegående forskning og at bringe vores viden om de videnskabelige, sociale, juridiske og økonomiske aspekter af marine invasive arter som dræbergoplen i spil. Vi ønsker at udvikle handlingsrettede strategier, ikke kun for at afbøde den potentielle påvirkning af disse arter, men også for at beskytte den marine biodiversitet og livet i kystsamfundene, siger Jamileh Javidpour.

Ekspertgruppen vil beskæftige sig med følgende forsknings- og rådgivningsaktiviteter:

  • Videnskabelig forskning: At udføre og være konsulenter på undersøgelser, der kan bidrage til at forstå invasive arters biologi, påvirkning og spredning.

  • Rådgivning: At rådgive og udvikle evidensbaserede politiske anbefalinger til lokale, nationale og internationale organer, som kan bidrage til at kontrollere og administrere invasive arter.

  • Samfundsengagement: Samarbejde med lokalsamfund i form af undervisningsprojekter, workshops og citizen-science-projekter for at øge bevidstheden og indsamle data.

  • Teknologisk udvikling: At finde og implementere nye, innovative teknologier og rådgive om, hvordan man med dem tidligt kan påvise og udrydde invasive arter.

  • Partnerskaber: At skabe samarbejder med offentlige myndigheder, ngo'er og andre akademiske institutioner for at opnå en mangefacetteret tilgang til problemet.

  • Overvågning og evaluering: At foretage regelmæssige vurderinger af hvor effektive, implementerede strategier er og at foretage datadrevne justeringer efter behov.

– Ved at kombinere forskning, politik og samfundsengagement er vores mål at skabe en robust ramme, så vi kan håndtere de udfordringer, som marine invasive arter potentielt kan udgøre. Sammen kan vi gøre en væsentlig forskel og bidrage til at bevare vores marine økosystemer for fremtidige generationer, siger Jamileh Javidpour.

Ekspertgruppens medlemmer

Kristina Siig, professor mso og ekspert i havret, Juridisk Institut. Kontakt.

Bent-Ole Gram Mortensen, professor i miljø og energiret, Juridisk Institut. Kontakt.

Brooks Kaiser, professor og ekspert i miljø- og ressourceøkonomi, Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi og SDU Climate Cluster. Kontakt.

Owen Jones, lektor og ekspert i dyrs og planters udbredelse, Biologisk Institut og SDU Climate Cluster. Kontakt.

Henrik Holbech, lektor og ekspert i økotoksikologi, Biologisk Institut. Kontakt.

Jamileh Javidpour, lektor og ekspert i marinbiologi, Biologisk Institut og SDU Climate Cluster. Kontakt.

Redaktionen afsluttet: 07.09.2023