Institut for Biokemi og Molekylær Biologi bliver re-certificeret af My Green Lab
To år efter den oprindelige My Green Lab-certificering kan BMB glæde sig over, at samtlige sektioner går flere niveauer op på den eftertragtede certificering-stige inden for bæredygtig laboratoriedrift.
Hele tre af BMB’s sektioner får nu den bedst mulige certificering, Green, mens de to andre sektioner får henholdsvis Guld og Platin.
- Det er et imponerende resultat, siger institutleder Jakob Møller-Jensen.
Ifølge ham har processen krævet hårdt arbejde og et bredt samarbejde mellem det videnskabelige og det teknisk-administrative personale.
- Det har været en god proces og har givet os noget at samles om på instituttet. Og så har det været en indsats, der har ført til et resultat, som alle kan være stolte af, siger han og benytter lejligheden til at sende en særlig tak til Vibeke Jørgensen, der har påtaget sig Green Lab-institutkoordinatorrollen.
Projektleder Marianne Due, der i første omgang var med til at sikre Green Lab-certificeringen på BMB for to år siden, har også været involveret i denne omgang og er meget glad for resultatet.
- Man må sige, at det vi valgte at vande, det er det, vi nu ser blomstre og gro, siger hun.
Samtlige fem sektioner på BMB går betydeligt frem i score
- Bioimaging: 62% (Guld) i 2021 til 93% (Green) i 2023.
- Biomedical Mass Spec & Systems Bio: 59% (Sølv) i 2021 til 85% (Green) i 2023.
- Functional Genomics and Metabolism: 57% (Sølv) i 2021 til 78% (Platin) i 2023.
- Molecular Microbiology: 49% (Bronze) i 2021 til 67% (Guld) i 2023.
- Translational Biology: 58% (Sølv) i 2021 til 87% (Green) i 2023.
Marianne Due forklarer, at der i den mellemliggende periode fra den første certificering til re-certificeringen her to år senere har været en konstant opmærksomhed omkring projektet, hvilket har bidraget til fremgangen.
- Der har været en utrolig velvilje hele vejen rundt blandt alle de involverede, siger hun.
I dag driver Marianne Due SDU Green Lab-projektet på tværs af hele universitetet. Her er der vigtig viden at hente i samarbejdet mellem blandt andre fakulteterne, Teknisk Service, SDU Udbud og Indkøb. Viden som man har kunnet udnytte bedre nu sammenlignet med for to år siden.
Har krævet en stor indsats
Samtidig har BMB lavet en organisering i Green Lab-indsatsen med repræsentanter fra alle fem sektioner, indkøbskontoret og værkstedet samt en Green Lab-institutkoordinatoren.
- Det har medført et bredt fokus på alle aspekter, der kan gøre laboratoriedriften mere bæredygtig, hvilket er helt afgørende, fordi man i certificeringen bliver vurderet på alt fra indkøb til affald og energiforbrug i en 360-graders evaluering, forklarer Marianne Due.
Det er derfor også rigtig mange forskellige indsatser, store som små, der samlet har bidraget til instituttets fremgang.
Ifølge institutleder Jakob Møller-Jensen har det kun kunnet lade sig gøre på grund af det store engagement og det brede samarbejde.
- Bæredygtighed i vores laboratoriedrift er blevet vigtigt for os. Det er noget, vi går op i at gøre godt, og vi skal gerne være med til at gå forrest, siger han
Derfor har instituttet har også indledt et netværkssamarbejde med Life Science Fyn og omkringliggende virksomheder for at inspirere og støtte den fortsatte udvikling inden for bæredygtig laboratoriedrift. Både inden for og uden for universitetets egne matrikler.