Skip to main content
DA / EN

Hjælp dem, der har svært ved at tale og høre

Kandidatuddannelsen i Audiologopædi kombinerer humaniora og sundhedsvidenskab og giver dig kompetencer til at undersøge og behandle patienter med høre-, sprog- og talevanskeligheder. På uddannelsen er der fokus på både videnskabelige og teoretiske aspekter, og du lærer, hvordan forskning kombineres med praksis. Gennem studiet lærer du egenhændigt at sammensætte et forskningsforløb samt at vurdere kvaliteten af andres forskning.

Sammensæt selv din faglige profil

På Audiologopædi har du mulighed for selv at sammensætte nogle af fagene, så du kan opbygge en større viden inden for netop dine interesseområder, f.eks. børn med udtalevanskeligheder og voksne med sproglige vanskeligheder som følge af hjerneskade eller stammen. Samtidig indeholder uddannelsen både et projektorienteret forløb og et speciale, hvilket giver dig gode muligheder for f.eks. at implementere egne ideer og projekter i praksis eller evaluere eksisterende praksis gennem mindre undersøgelser. Du står selv for planlægningen af disse forløb og kan delvist selv bestemme hvilke områder, du vil dykke ned i.

Dine fremtidsmuligheder efter uddannelsen

Med en kandidatgrad i Audiologopædi har du opbygget stærke fagspecifikke kompetencer, som stiller dig godt på arbejdsmarkedet. Der er audiologopædiske stillinger inden for både den offentlige og private sektor, men langt størstedelen findes i den offentlige sektor. Her arbejder uddannede audiologopæder bl.a. som skolekonsulent, ordblindeunderviser og tale-hørekonsulent.  Ud over at kvalificere dig til en lang række jobs, kvalificerer uddannelsen dig også til at arbejde videre med forskning.

Derfor skal du læse...

  • Du har gode muligheder på arbejdsmarkedet, da Audiologopædi er blandt de mest jobsikre universitetsuddannelser 
  • Du styrker din selvstændighed gennem både det projektorienterede forløb og specialet og er dermed klædt godt på til en fremtid på egne ben
  • Du har frihed til at vælge netop din faglige profil gennem dine fag, dit projektorienterede forløb og specialet
  •  

    Følg @hum_studieliv_sdu på Instagram