Skip to main content
DA / EN

Fra forsker til folk

Hvad betyder videnskabelig forskning for vores hverdag? Bliv klogere på naturvidenskabens rejse fra forsker til folk i atriumgården ved biblioteks indgang på Gydehutten på SDU, Campusvej 55 i Odense. Udstillingen, der består både af forskellige specialdesignede og interaktive installationer, har gratis adgang og åbent for alle i bibliotekets betjeningstid på hverdage kl. 8 til 16 frem til jul.

SDU markerer Selskabet for Naturlærens Udbredelses 200-års jubilæum ved at være vært for deres udstilling om forskningens betydning for vores hverdag, inkl. særlige skoleforløb for naturfagene og en række foredrag med talere fra videnskabens verden.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824 med ambitionen om at formidle naturvidenskab og teknologi til den danske befolkning, og flere store forskere og formidlere har stået i spidsen for selskabet gennem tiden, heriblandt H.C. Ørsted selv, havforskeren Martin Knudsen, fysikeren Niels Bohr og astrofysikeren Anja C. Andersen, der i dag er selskabets præsident.

Udstillingen “Fra Forsker til Folk” markerer selskabets 200 års jubilæum og illustrerer hvordan videnskabelig forskning har ført til ændringer i vores hverdag – fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, der gav os elektricitet overalt i samfundet og i dag muliggør effektive vindmøller og elbiler, til Niels Bohrs atommodel, der har ført til nye diagnosemetoder i lægeverdenen, atomkraft og den moderne elektronik, vi omgiver os med.

Udstillingen præsenterer naturvidenskabelig formidling med udgangspunkt i udvalgte videnskabspersoner og deres forskning: Du kan fx blive klog på den verdensberømte fynbo og havforsker Martin Knudsen – og på sønderjyden Kirstine Meyer, den først kvindelige danske fysiker, der markerede sig både som videnskabsformidle og brilliant underviser – og som har lagt navn til et mindelagt, der uddeles til ”unge lovende danske Studerende eller Kandidater til Fremme af deres Uddannelse eller deres Forskning paa Naturlærens Omraade”. 

Klassebesøg i udstillingen og naturfaglige gå-hjem-foredrag
Skole- og gymnasieklasser kan booke en udflugt til “Fra forsker til folk” 7., 14., 21. og 28. november, kl. 10-12 – det kræver tilmelding.
Samme datoer holdes korte foredrag fra kl. 15-16 om naturfag, målrettet undervisere og universitetsstuderende målgrupper.

Læs mere om Selskabet for Naturlærens Udbredelses jubilæum på snu.dk


Udstillingen er støttet af Novo Nordisk Fonden, Otto Mønsteds Fond, William Demant Fonden, Augustinus Fonden, Thomas B. Thriges Fond, Ellehammerfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og Torkil Holms Fond, TICRA Fond samt Carlsbergfondet.

 

Redaktionen afsluttet: 24.10.2024