Spredningen af en sygdom i befolkningen er en dynamisk proces. Ved hjælp af matematiske værktøjer kan processen simuleres i en computer. Den store fordel er, at man i computermodellen ubesværet kan gå frem i tiden – eller endda tilbage i tiden, hvis der er behov for det. Det vil sige, at når vi kender processens nuværende tilstand, er det muligt at forudsige fremtiden. Sådanne modelbaserede forudsigelser bruges hele tiden i f.eks. vejrudsigter.
Med disse teknikker, kunne forskere levere prognoser om udviklingen af Covid-19-pandemien, hvilket igen gav regeringer mulighed for at træffe informerede beslutninger om nødvendige forholdsregler, der kunne bremse infektionsbølgerne.
Ved at bruge en forenklet "legetøjsmodel", kan du i denne workshop lære, hvordan sådanne forudsigelser fremstilles, og du får mulighed for at arbejde hands-on med modellen.
Din opgave bliver at finde ud af, hvordan antallet af nye infektioner kan kontrolleres ved at inkludere foranstaltninger som fysisk afstand: Kan du ændre på modellens parametre, så infektionstallet forbliver under et bestemt kritisk niveau?