Ph.d.-projekt om motivationen til bevægelse
Hvilken betydning har den sociale kontekst for udviklingen af motivation for fysisk bevægelse? Det skal undersøges i et ph.d.-projekt under forskningsprojektet 'Danmark i Bevægelse'.
Formålet med ph.d.-projektet “Danmark i Bevægelse — fortællinger om hvorfor vi bevæger os”, er at undersøge, hvordan voksne danskere oplever, at deres motivation for fysisk bevægelse påvirkes i og af forskellige sociale kontekster gennem livet.
Undersøgelsen vil bl.a. kunne levere vigtig viden til fremtidige initiativer, der har til formål at støtte danskerne i at finde glæden ved at bevæge sig fysisk gennem hele livet.
Ph.d.-projektet begyndte 1. september 2020. Det er et kvalitativt casestudie, hvor det empiriske data består af livshistorieinterviews med 30-50 danskere, som udvælges på baggrund af deres besvarelser i den store spørgeskemaundersøgelse i Danmark i Bevægelse. Spørgeskemaundersøgelsen foregår i oktober-november 2020.
Ph.d.-stipendiat Birgitte Westerskov Dalgas står bag det ph.d.-projekt under vejledning fra hovedvejleder Lektor Thomas Viskum Gjelstrup Bredahl og medvejleder Lektor Karsten Elmose-Østerlund. Det forventes afsluttet i efteråret 2023.