Hvad er SURFY?
SURFY er et Erasmus+ finansieret projekt, som vi i Studievejledningen på Humaniora har udviklet i samarbejde med gode kollegaer på Artevelde Hogeschool i Belgien og UCD i Irland.
SURFY står for Supporting Under-Represented First-Years, og navnet er selvfølgelig tæt forbundet til projektets mål – nemlig at se på, hvordan vi kan øge adgang, deltagelse og gennemførsel for udsatte studerende og studerende fra underrepræsenterede grupper. Det vil vi gøre ved at evaluere og kortlægge allerede eksisterende initiativer til at støtte studerende – på SDU, på Artevelde Hogeschool og på UCD.
Endemålet er at identificere ”what works”, så vi kan blive endnu bedre til at støtte den gruppe af studerende i deres overgang til universitetet og gennem det første år af deres studier.
Vi vil udbrede viden om ”what works, how it works, why it works” og hvordan du implementerer det
Først og fremmest arbejder vi mod at få samlet alle de forskellige initiativer i en fælles database, hvor de kan blive til inspiration på tværs af landegrænser – og i sidste ende blive til glæde og gavn for en masse studerende!
Vi vil gennemgå initiativerne for at lede efter fællestræk, evaluere og analysere og på den måde være med til at kvalificere ”what works, how it works, why it works” og i sidste ende komme med anbefalinger til, hvordan du kan implementere det i din egen praksis.
Del det, du laver!
Projektet er endnu i sin første fase, hvor det handler om at få indsamlet og kvalificeret de mange forskellige, gode initiativer og praksisser, der allerede findes – på Artevelde Hogeschool, UCD og her på SDU.
Hvis du tænker, at I – i din afdeling – har et initiativ, vi endnu ikke har hørt om, så tag fat i os! Det eneste kriterie er, at det er et initiativ rettet mod de studerende enten inden de starter deres bacheloruddannelse eller i løbet af deres første studieår.
Ved at dele det du ved og bidrage til databasen får du mulighed for at:
- Udbrede dit initiativ eller dit projekt på et europæisk niveau.
- Dele din ekspertise og være med til at løfte niveauet og synet på studiestøtte.
- Komme med inputs til, hvad du synes, du gør godt med dine initiativer og komme med anbefalinger til, hvad du synes kunne gøres bedre.
- Være med til at opbygge viden og kompetencer for alle, der arbejder med studiestøtte.
Har du et initiativ, du gerne vil dele med os eller vil du gerne holdes opdateret på projektet?
Ta' fat i os via studievejledningen-hum@sdu.dk