Reassembling the Ghetto er et projekt om de boligområder, vi i Danmark definerer som ghettoer. Udgangspunktet er dansk litteratur, film, tv og musik: Vi ser på, hvordan de nye boligområder dukker op i litteratur og levende billeder i 1960erne som utopier om det gode liv, hvordan dette forandrer sig afgørende fra 1970erne og frem, og vi ser på, hvordan forfattere, filmskabere og rappere i vores egen tid har beskrevet det at vokse op blandt betonblokkene, og hvordan bestemte steder skaber bestemte former for især kønsidentitet. Det er en vigtig historie i sig selv, det er et bidrag til historien om den danske velfærdsstats mellemværende med litteraturen mm, men forskningsprojektet kan også komme med input til samtidens diskussioner om, hvad ghettoer overhovedet er. De beskrives jo gerne som ”parallelsamfund”, men set fra dansk litteratur, film, tv og musik virker det misvisende. Disse boligområder var oprindeligt taget ud af den unge velfærdsstats inderste drømme om velfærd og social retfærdighed, den samme velfærdsstat er massivt til stede i dem i dag, og de tilsyneladende meget særlige former for kønsidentitet man kan finde i fx rap eller Prinsesser fra blokken, afspejler tendenser i hele samfundet. De marginaliserede ’ghettoer’ er en central del af samfundet, og vil man for alvor gøre noget ved de problemer, der uomtvisteligt findes i dem, skal man have fat i hele samfundet – og os alle sammen. Her kan kulturens fortællinger og billeder hjælpe med at forstå både de store sammenhænge og en selv.
Projektet rummer et internationalt netværk der også fungerer som advisory board. Deltagerne i “Network for Interdisciplinary Ghetto Studies” er:
Åsa Arping: Professor of Literature, University of Gothenburg, Sweden
Mikkel Høghøj: Post-doc in History, Aarhus University, Denmark
Mads Krogh: Associate Professor of Musicology, Aarhus University, Denmark
Anne-Marie Mai: Professor of Literature, University of Southern Denmark
Per-Markku Ristalammi: Professor of Ethnology, Malmö University, Sweden
Unn Røyneland: Professor of Linguistics, University of Oslo, Norway
Daniel B Schwartz: Professor of History, The Georg Washington University, USA
Rosemary Wakemann: Professor of History, Fordham University, USA
Læs mere her i par artikler skrevet som en del af projektets tilblivelse:
Jon Helt Haarder og Troels Obbekær: ”Ethvert byggeri er et udsagn om samfundets aktuelle tilstand. Jorden under Høje Gladsaxe i den danske ghettos litteraturhistorie” i Aktualitet. Litteratur, kultur og medier, 14:1 (2020): https://tidsskrift.dk/aktualitet/article/view/120776
Jon Helt Haarder: ”The Precariat as Place: Literary History of the Danish Ghetto” i Scandinavica, 59:2 (2020): https://www.scandinavica.net/article/18832-the-precariat-as-place-a-literary-history-of-the-danish-ghetto