Tabte du til pigen?!

Interviewet med Joan udspiller sig i et af instituttets ikoniske kontorer på øverste etage.

Omgivet af hylder med bøger, en hyggelig stol i hjørnet, et patentdiplom og billeder af børnebørnene er hendes kontor et vidnesbyrd om en karriere og et personligt liv, der har været både frugtbart og tilfredsstillende.

Joan Boyar, der har været en del af Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) siden 1991, sidder midt i denne samling af sit livsværk. På trods af sin globale akademiske karriere og sine rødder i USA er Joan, der nu har dobbelt statsborgerskab, unægtelig en del af den oprindelige ”IMADA-familie”. Det er svært for mange at forestille sig stedet uden hende.

– Tiden var kommet til at gøre mere af det, jeg elsker: Det vil sige ren forskning, og mindre af det, jeg ikke elsker – det vil sige administration, forklarer Joan med et varmt glimt i sine blå øjne.

Denne overgang markerer heldigvis ikke en afslutning, men en transformation, da Joan træder ind i rollen som emerita, en titel, hun bemærker med en blanding af stolthed og ironi:

– Jeg var den første kvindelige lektor og den første kvindelige professor på dette institut. Og jeg bliver den første professor emerita på Det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU.

Og at være den første kvinde til at gøre noget er ikke ualmindeligt for Joan. Det har nærmest været et tema i hele hendes professionelle liv.

Fra psykologi til datalogi – velkommen til ”John Boyar”

Da hun får spørgsmålet om, hvorfor hun blev forsker, tænker Joan tilbage på et afgørende øjeblik i 8. klasse, hvor hun blev inspireret af en film fra The National Reactor Testing Station, som lå tæt på, hvor hun boede dengang:

– I filmen var der en kvindelig forsker i en hvid kittel. Og pludselig indså jeg, at dét også var en mulighed for piger.

Denne åbenbaring satte Joan på en vej, der forenede hendes talenter inden for matematik med hendes ambitioner inden for videnskab, dog ikke uden omveje.

Selvom Joan mest var interesseret i matematik, naturvidenskab og ingeniørvidenskab på det tidspunkt i begyndelsen af 70'erne, virkede psykologistudiet som et bedre og mere solidt valg for en ung kvinde – i hvert fald ifølge min far, tilføjer Joan.

Men under sine psykologistudier, og selvom hun godt kunne lide faget, fandt hun ud af, at hun længtes efter mere en stringent videnskabelig metodik:

– På mit første år blev jeg involveret i et forskningsprojekt, der gav bachelorstuderende mulighed for at samarbejde med en ph.d.-studerende om et eksperiment. Vores lille gruppe fik også til opgave at udføre vores eget eksperiment, men på et tidspunkt blev det besluttet – på grund af tidsbegrænsninger eller andre årsager – at vi ville fortsætte uden en kontrolgruppe. Denne beslutning gjorde mig usikker og satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af vores eksperiment uden denne grundlæggende komponent, forklarer Joan.

På baggrund af denne oplevelse og hendes medfødte evner inden for matematik valgte hun at tage et andet hovedfag i netop matematik, mens hun gik på University of Virginia:

– Jeg kunne godt lide tanken om at lave noget, hvor en stor del af det handlede om at tænke og løse problemer, siger Joan.

Denne rejse handlede dog ikke kun om akademisk nysgerrighed, men også om at navigere i kønsdiskriminationens univers. I løbet af det sidste år på sit andet hovedfag, matematik (nu på University of Chicago), fik hun øje på datalogi efter at have tilmeldt sig flere logik-kurser. Disse kurser vakte hendes interesse for rekursionsteori, automatteori, NP-komplethed og kompleksitetsteori – de tre sidstnævnte områder ligger også inden for datalogi. Denne oplevelse fik hende til at overveje at forfølge emnerne yderligere på kandidatuddannelsen, enten i matematik eller datalogi. Og efter mange overvejelser og efter at have sendt forespørgsler til kandidatafdelinger inden for begge områder, indledte hun samtaler med nogle kvindelige kandidatstuderende i matematik på sin skole. De delte indsigt i den subtile, men alligevel tilstedeværende diskrimination inden for feltet:

– Dette blev yderligere illustreret af en oplevelse, jeg havde med en matematisk afdeling i Wisconsin, som tiltalte mig som John Boyar i deres brevsvar – tilsyneladende troede de, at henvendelsen måtte have været fra en mand. Denne sidste oplevelse overbeviste mig om, at jeg ville føle mig bedre tilpas som kvinde på datalogi studiet – simpelthen fordi det blev betragtet som mere moderne, og derfor besluttede jeg mig for at tage en kandidatuddannelse i datalogi, slutter Joan.

Skakklubben

Joans første møde med at være den første kvinde til at gøre noget bestemt, går tilbage til hendes gymnasietid. Her var hun både med i skakklubben og blev udnævnt til “Valedictorian” (Valedictorian,VD, er en akademisk titel for den studerende, der har præsteret bedst i en afgangsklasse på en akademisk institution. Ofte brugt i USA). Kort sagt var Joan en meget klog og intelligent ung kvinde, som var godt på vej fremad. Og det var ret usædvanligt.

– Nej, jeg var ikke cheerleader, svarer Joan med et grin på det lidt drillende spørgsmål – jeg plejede at være med i skakklubben – og det nød jeg i nogen tid, indtil jeg begyndte at få ondt af drengene.

På det tidspunkt, tilbage i begyndelsen af 70'erne, gik Joan på en high school i det sydlige Virginia, som var meget konservativ. Og hendes klub spillede mod alle andre hold fra de andre skoler i distriktet:

– Der var ingen andre piger på nogen af holdene. Det var ret traumatisk for mig, for jeg vandt mere, end jeg tabte. Mit hold endte med at vinde hele distriktet. Og hver gang jeg vandt en kamp, var det meget pinligt for den stakkels dreng, der sad på den anden side af skakbrættet. Hans venner spurgte ham forbløffede: ”Tabte du til pigen?!” På et tidspunkt kunne jeg se, at det var virkelig hårdt for drengene, at jeg vandt over dem. Det var ikke en rar følelse, forklarer Joan. 

Selvom Joan ikke kunne lide at vinde over drengene og til sidst holdt op med at spille skak på konkurrenceplan, lod hun ikke den akavede følelse af at være den første kvinde stoppe hende i hendes akademiske rejse.

Hvis du er under 25 procent – ender du med at føle dig som en minoritet

På IMADA var der dengang ikke mange kvinder – og Joan ankom igen, som en af de få og første, og hjalp langsomt, men sikkert med at ændre kulturen i retning af en mere kvindevenlig atmosfære. Gennem hårdt arbejde, akademiske præstationer og sin stabile og rolige personlighed vandt hun sin respekt:

– Men i begyndelsen var det ikke nemt for de få kvindelige studerende på datalogi eller datateknologi. Kvindelige studerende kunne f.eks. komme ind på en assistents kontor på Mærsk Instituttet, og der hang pornografiske kalendere på væggene, fortæller Joan og fortsætter: – Lene Monrad Favrholdt var en af de første studerende, der kom til de møder, jeg holdt for kvindelige studerende på datalogi eller datateknologi. Senere begyndte hun og jeg at afholde disse møder sammen, kun for de kvindelige datalogistuderende på IMADA, for at give dem et forum, hvor de kunne tale åbent om deres oplevelser.

I dag er der en helt anden kultur på SDU, selvom der stadig er plads til forbedringer:

– Ingen Playboy-kalendere på væggene, siger Joan og griner og fortsætter: – Jeg har læst et sted, at hvis din type køn/alder/hudfarve osv. er under 25 % i en gruppe, så føler du dig som en minoritet. Selvom jeg generelt synes, at vi har en rimelig andel af kvinder på IMADA – og det er dejligt – mangler vi stadig piger alene på Datalogi, her er der ikke meget mere end 10% kvindelige studerende, og derfor er de stadig nødt til at have et særligt forum for at føle sig hørt. Vi har stadig et stykke vej at gå, tilføjer Joan.

Underviser og forsker: Patent og drømme

Joans flytning til Danmark var i nogen grad påvirket af et ønske om en samfundsmodel, der værdsatte omsorg for mennesker frem for den barske individualisme i hendes amerikanske opvækst:

– I DK var man, på det tidspunkt for min ankomst til landet, bedre til at tage sig af folk. Jeg behøvede ikke at føle så meget skyld over at være heldig stillet. Ingen hjemløse på gaden, ingen tiggere. Selv om det er lidt anderledes i dag, føler jeg stadig, at Danmark er rarere og mere orienteret mod lighed for alle indkomstgrupper end USA, siger Joan.

Men det var også det akademiske miljø, der havde en naturlig tiltrækningskraft. Inden for kryptologi har hendes bidrag været mangfoldige, og det er inden for dette omårdem hun har fået de fleste af sine citationer. Det gælder især hendes arbejde med at udvikle teknikker til at skabe kompakte kredsløb, drevet af kryptografiske krav.

Sammen med René Peralta fra NIST (National Institute for Standards and Technology) besluttede hun at anvende deres metoder på et dengang relativt nyt kryptosystem kendt som AES (Advanced Encryption Standard). En udfordrende komponent i AES er S-boxen, som er afgørende for krypteringsprocessen. Ved hjælp af deres teknikker lykkedes det dem at designe flere kredsløb specifikt til S-boxen, hvilket demonstrerede effektiviteten af deres metoder.

René og Joan har et amerikansk patent sammen. Det unikke ved dette patent er, at der aldrig var nogen mulighed for, at Joan kunne tjene penge på det, fordi René var ansat af NIST. I betragtning af NIST's rolle i standardiseringen af AES var det nødvendigt, at ingen af deres ansatte, inklusive René, fik økonomisk fordel af patentet. Da Syddansk Universitet (SDU) viste interesse, påtog NIST sig ansvaret og dækkede alle juridiske gebyrer og administration for at sikre, at patentet forblev ikke-rentabelt. I bund og grund forvandlede de det til et open source-aktiv, hvilket udelukkede enhver mulighed for personlig indkomst fra det.

Denne ordning understreger, at målet aldrig var økonomisk gevinst, men snarere at bidrage til feltet på en meningsfuld måde.

Anvendelsen af deres arbejde strækker sig nu ind i kvantecomputerområdet. Forskere er begyndt at designe kvantekredsløb og henter i den forbindelse inspiration fra konventionelle principper for kredsløbsdesign. Derfor bliver der refereret til Joans artikler, også dem, der ikke er direkte relateret til AES, men til kredsløbskompleksitet i almindelighed. Denne tværfaglige interesse fremhæver relevansen af hendes bidrag ud over traditionel “computing” og viser deres anvendelighed inden for det nye felt kvanteteknologi.

På det seneste har Joan mest arbejdet med online-algoritmer, herunder alternative mål for kvaliteten af disse algoritmer, online-algoritmer med vejledning og online-algoritmer med forudsigelser.

I 2023 var hun bla. inviteret til at tale om onlinealgoritmer med forudsigelser ved 48th International Symposium on Mathematical Foundations of Computer Science.

Selvom dét at have et patent er en stor bedrift set udefra, er det ikke det, Joan er mest stolt af:

– Professionelt er jeg meget stolt af mine ph.d.-studerendes præstationer, hvoraf mange har opnået stor succes. Blandt dem skiller Lene Monrad Favrholdt og Rolf Fagerberg sig ud som eksemplariske studerende under min vejledning (begge professorer på IMADA idag). Der er andre, herunder Sanne Wøhlk (professor ved Aarhus Universitet), som også har udmærket sig i deres akademiske og professionelle virke. Alt i alt har jeg haft det privilegium at være mentor for 12 ph.d.-studerende (plus to mere i øjeblikket), som hver især har bidraget til min følelse af at have opnået noget på dette område, tilføjer Joan.

Joan elsker at undervise, men hun kan naturligvis også godt lide at forske:

– Da jeg var ung, ønskede jeg at blive lærer eller kvindelig forsker – jeg endte med at blive begge dele, siger Joan og smiler.

Familie og IMADA-familie

Mens vi taler om hendes personlige liv, deler Joan glimt af sin verden uden for den akademiske verden. Joan er gift med Kim Skak Larsen, som også er professor på IMADA, og som hun deler en datter og to børnebørn med. Hendes liv er fyldt med familiens varme, den intellektuelle stimulering i bog- og bridgeklubber og de mere enkle glæder ved sudoku og gåture og ved at holde sig i form med aerobic mindst en gang om ugen.

Joan og Kim med deres datter Marianne, mens de var på sabbatår ved University of Toronto i 2002.

Når man tænker på hendes karriere, er Joans bedrifter ikke kun markeret og en dokumeneteret del af IMADAs historie, men har også haft enorm betydning for de utallige studerende, hun inspirerede, den forskning, hun bedrev, og de barrierer, hun brød. Når Joan Boyar overgår til sin rolle som emerita, efterlader hun sig en stærk arv.

”Tabte du til pigen?!” blev måske engang stillet som et vandtro spørgsmål, men for Joan Boyar er det en erklæring om triumf over de stereotyper og begrænsninger, der blev hende pålagt på grund af den tid, hun voksede op i.

I hendes historie finder vi ikke kun portrættet af en forgangskvinde for sin tid, men også en plan for fremtidige kvindelige forskere til at drømme, turde og opdage uden grænser.