Study & Stay - fastholdelse af internationale studerende
Uddannelsesprojekt skal fastholde udenlandske studerende og sikre arbejdskraften til lokale virksomheder.
Flere brancher og virksomheder i Esbjerg og generelt i hele landet oplever en udfordring med at skaffe relevant arbejdskraft til sikring af virksomhedernes vækst. Derfor er der behov for at se på alternativer til dansk arbejdskraft. Der er mange internationale studerende, der læser en uddannelse på SDU Esbjerg, og som er interesseret i at blive i Danmark efter studiet.
De internationale studerende oplever, at det kan være svært at få job i lokalområdet og i Danmark generelt. Derfor forlader relativt mange internationale studerende landet igen efter endt uddannelse – med et stort tab for det danske samfund og de virksomheder, som har et stort behov for kvalificeret arbejdskraft, til følge.
Samtidig udgør de internationale studerende et stort potentiale, fordi de allerede kender lidt til landet, klimaet og systemet i Danmark og samtidig får en dansk uddannelse. Et internationalt studiemiljø er et særligt kendetegn ved universiteterne i Esbjerg, og med projektet tilføjes der et meget værdifuldt element til dette.
Projektet skal fastholde flere internationale studerende i lokalområdet via et forløb, som styrker både den studerende og virksomheden. Det gøres via et målrettet udviklingsforløb for 10 udvalgte internationale studerende.
Via projektet skal partnerne finde og lave konkrete aftaler med en række værts-virksomheder. I projektet skal der udvikles kommunikationsmateriale målrettet virksomhederne, så de bliver afklaret om muligheder med et samarbejde med internationale studerende og får et målrettet forløb, som både giver løste opgaver/projekter og potentielt en ny medarbejder. Relationen imellem universitet, virksomheder og studerende styrkes, og erfaringerne fra projektet skal bidrage til en fremtidig styrkelse af tværgående samarbejde.
Målgruppe
Målgruppen er internationale kandidatstuderende indskrevet (kommende) på SDU Esbjerg på enten Miljø og Ressourcemanagement, Sport og Eventmanagement, Folkesundhed eller Sociologi og Kulturanalyse. Der er ikke udvalgt specielle geografiske indsatsområder i forhold til hvor de internationale studerende kommer fra. Udviklingsforløbet er en tilvalgsmulighed ved studiestart i september 2019 og igen i 2020.
Metode
Opsøgende virksomhedsarbejde samt klargøring af studerende til det danske (sydvestjyske) jobmarked. Der arbejdes i projektet med introduktion til det danske erhvervsliv, introduktion til den danske arbejdsmarkedskultur, det danske sprog, karriereplanlægningsaktiviteter, mentor- og projekt arbejde i en virksomhed.
Læs mere hos Business Region Esbjerg
Kontakt
Maja Bertram (Folkesundhedsvidenskab) og Malene Damsted (Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi)