Skip to main content
Genåbning

Elever og lærere ser positivt på ”corona-skolen”

Både elever og lærere har oplevet skolehverdagen præget af udeskole og corona-restriktioner som positiv. Det viser den første større undersøgelse af skolernes genåbning, som et forskerhold fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU står bag.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 10-08-2020

Da de danske skoler i foråret begyndte at åbne igen efter corona-nedlukningen – som nogle af de første skoler i verden – blev det kaldt den største forstyrrelse af undervisningen i folkeskolens historie. For skolehverdagen skulle nu afvikles mest muligt udendørs med mindre hold af elever og selvfølgelig hyppig håndvask og rigeligt håndsprit.

Og i dag hvor landets skoler åbner igen efter sommerferien, er et forskerhold fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU klar med den første større undersøgelse af, hvordan elever og lærere har oplevet første etape af skolehverdagen med corona-restriktioner.

Forskerne gennemførte i juni en spørgeskemaundersøgelse blandt lærere og elever fra 3. til 9. klasse i Jammerbugt, Odense, Tønder og Gladsaxe Kommuner. Undersøgelsen er støttet af LEGO Fonden.

Der har floreret mange gæt på, hvad COVID-19-forstyrrelsen af skolerne ville komme til at betyde fremadrettet. Med dette projekt kan vi skabe solid viden om, hvordan forstyrrelserne er blevet oplevet.

Ane Qvortrup, professor

Klar positiv tendens

Og tendensen i undersøgelsen er klar: Både lærere og elever er positive overfor den anderledes form for undervisning. En undervisning der bl.a. har været kendetegnet ved at foregå ude og byde på flere aktive undervisningsformer, hvor eleverne arbejder undersøgende og med projekter i stedet for at sidde og lytte.

Næsten 80 pct. af eleverne angiver i undersøgelsen, at den anderledes form for undervisning passer dem godt. 92 pct. af lærerne svarer, at ændringerne har påvirket elevernes dagligdag positivt i høj grad eller nogen grad, mens 78 pct. af lærerne vurderer, at ændringerne har påvirket klassefællesskabet positivt.

Både elever og lærere virker glade for den form for undervisning, der har været i foråret, men vi kan også spore bekymring for, om de faglige mål nås tilstrækkeligt.

Ane Qvortrup, professor

Forskellige syn på de sociale liv

Lidt mere broget bliver billedet, når man spørger eleverne til, hvordan det sociale fællesskab er blevet påvirket: 12 pct. svarer, at kontakten til venner er blevet dårligere efter coronavirus-udbruddet, mens 21 pct. svarer, at den er blevet bedre. Samtidig angiver 10 pct. af eleverne, at fællesskabet i klassen er blevet dårligere, mens 26 pct. svarer, at det er blevet bedre.

– Der har floreret mange gæt på, hvad COVID-19-forstyrrelsen af skolerne ville komme til at betyde fremadrettet, og med dette projekt kan vi nu skabe solid viden om, hvordan forstyrrelserne er blevet oplevet og hvad de kommer til at betyde, siger professor Ane Qvortrup fra Uddannelsesvidenskab og uddyber:

– Både elever og lærere virker glade for den form for undervisning, der har været i foråret, men vi kan også i undersøgelsen spore bekymring for, om de faglige mål nås tilstrækkeligt med så anderledes undervisningsformer.

Klar til næste etape

Forskerholdet bag undersøgelsen fortsætter undersøgelsen i det nye skoleår på baggrund af en yderlig bevilling fra LEGO Fonden. Og professor Ane Qvortrup understreger, at hun forventer en vis stabilisering vil indfinde sig både i forhold til undervisningsformer og synet på skolehverdagen, nu hvor næste etape af ”coronaskolen” går i gang.

– Genåbningen af skolerne var i første omgang baseret på en række forudsætninger – fx ekstra ressourcer og en stor grad af engagement fra lærere og elever – som ikke på samme måde vil være til stede, nu hvor hverdagen i højere grad vender tilbage. Så med de næste undersøgelser får vi et unikt indblik i, hvordan undervisningsformerne nu vil udvikle sig, siger hun.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kort om undersøgelsen

Undersøgelsen Børns socio-emotionelle tilstand under genåbningen af skoler efter COVID-19-nedlukningen er gennemført i juni og juli 2020 af professor Ane Qvortrup, adjunkt Thomas Enemark Lundtofte, lektor Vibeke Christensen, videnskabelig assistent Rune Lomholt og videnskabelig assistent Anni Nielsen alle fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU.

Forskerne har gennemført spørgeskemaundersøgelser blandt lærere og eleverne fra 3. til 9. klasse i fire af landets kommuner; Jammerbugt, Odense, Tønder og Gladsaxe. I alt har ca. 1200 elever og ca. 180 lærere svaret på undersøgelsen.

Yderligere har undersøgelsen gennemført både spørgeskemaundersøgelse og observationer af pædagoger og børnehavebørns oplevelse af genåbningen af børnehaverne i de fire kommuner.  

Undersøgelsen er gennemført med støtte fra LEGO Fonden.

Mød forskeren

Ane Qvortrup er professor i almendidaktik ved Institut for Kulturvidenskaber og har gennemført flere undersøgelser af, hvordan Covid-19 har påvirket undervisning, lærere og elever i grundskoler og gymnasier. Hun har netop afsluttet første etape af undersøgelsen af genåbningen af de danske grundskoler efter nedlukningen.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 10.08.2020