Skip to main content

Københavns Universitet

Anna-Sofie Stensgaard

Om vektorbårne sygdomme.

Min forskning dykker ned i, hvordan klima- og miljøforandringer påvirker sygdomme, som kan overføres til dyr og mennesker via små organismer – de vektorbårne sygdomme. Jeg fokuserer primært på sygdomme, der spredes med myg, flåter og ferskvandssnegle.

Med de stigende temperaturer følger desværre ofte en øget risiko for spredning af vektorbårne sygdomme som f.eks. sneglefeber, vestnilfeber og denguefeber. Klimaforandringer er dog kun er én af årsagerne til de ændrede spredningsmønstre. Tab af biodiversitet, naturødelæggelser og stigende globalisering spiller også en vigtig rolle.

Vores forskningsresultater er nøglen til, at vi kan forberede os på fremtidens udfordringer. Vi arbejder blandt andet på at udvikle nye overvågningsmetoder og modeller til bedre at kunne forudsige og opdage når vektorerne eller de sygdomme, de bærer, flytter sig til nye områder.

Personligt er jeg også særligt interesseret i at finde ud af, præcis hvorfor det sker. Vi er ret gode til at reagere og behandle, men i min optik glemmer vi nogle gange at kigge på de grundlæggende årsager til, hvorfor sygdomme flytter sig, eller helt nye opstår. På den måde tror jeg, at vi i fremtiden kan komme et spadestik dybere.

Klimaforandringer kan medføre en øget forekomst af vektorbårne sygdomme. Men præcis hvordan og i hvilket omfang, afhænger af et kompleks sammenspil med andre faktorer, som vi skal blive bedre til at forstå.

Anna-Sofie Stensgaard

Mød forskeren

Anna-Sofie Stensgaard er lektor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 24.01.2024