Seminar: Udvikling af turismen på landet
Bondegårdsferie som en del af oplevelsesøkonomien
Landboturisme nævnes jævnligt som en af de mest oplagte muligheder for at sikre bæredygtige land- og udkantsområder, herunder skabelse eller oprettelse af arbejdspladser – til erstatning for dem, der forsvinder med nedlagte landbrugs- og industrivirksomheder. Specielt fordi der som følge af landbrugets koncentration på færre bedrifter frigives bygninger, der kan anvendes til andre formål. Udviklingen af turismen ses desuden i regionale sammenhænge som en naturlig tilpasning til den stigende betydning, som den såkaldte oplevelsesøkonomi får i samfundet som helhed.
Imidlertid viser erfaringen fra bl.a. forskellige udviklingsinitiativer under landdistriktsprogrammet, at turismeudvikling på lokalsamfundsniveau mest er foregået i form af understøttende tilbud, der også har bidraget til at højne beboernes livskvalitet såsom bålpladser, multibaner, kajanlæg, stier etc. Hvordan ligger det med større og mere gennemførte satsninger på turisme, f.eks. markedsførings-kampagner over for særlige målgrupper, strømlining af indkvarteringsstandard eller feriepakker, der inkluderer en tur i et legeland? Og kan noget sådant foregå på trods af eller i samspil med et moderne og effektivt landbrug?
Center for Landdistriktsforskning gennemførte i 2010 en undersøgelse for FødevareErhverv, der kortlagde omfanget af landboturisme i Danmark samt mulighederne for innovation og forøget omsætning på feltet. Vi vil på seminaret fremlægge de vigtigste resultater og anbefalinger fra undersøgelsen, som oplæg til en bred diskussion om den rolle, som landboturisme kan spille i lokale udviklingsprojekter og –strategier.
Seminaret afholdes 1. november på
Lykkebjerg Bondegårdsferie
v/ Gitte & Niels Henrik Baunegaard Nielsen
Jyderupvej 87
4291 Ruds Vedby
Læs mere på FødevareErhvervs hjemmeside med hensyn til program og tilmelding