En forudsætning for livet er evnen til at adskille individer, for eksempel en plante, et dyr, kun en enkelt celle, fra resten af verden. Der etableres derfor grænser mellem indvendig og udvendig i form af en biologisk væg. Denne væg er dermed grænsefladen, hvorigennem individer interagerer med den ydre verden. Evolutionen har valgt biomembranens dobbeltlag til den opgave.
Biomembraner består af fedtlignende molekyler (lipider) med indlejrede proteiner. Proteinerne styrer transport ind og ud af cellerne, hjælper med genkendelse og signalering og etablerer aggregering i større enheder som væv og hele organismer.
Biomembraner er meget komplekse. Derfor udvikles biomimetiske modelsystemer, det vil sige modelsystemer, der efterligner biologiske systemer, til at studere grundlæggende egenskaber og processer. Biologi starter i det små og strækker sig til det store!
Jeg arbejder med at studere struktur og dynamik i biomimetiske systemer med neutronbølger og røntgenstråler. Resultaterne fortæller, hvad der foregår i nanokosmos, og de kan også løfte sløret for egenskaber i makrokosmos og dermed give os viden om livets univers.
Det endelige mål strækker sig ud over at forstå naturlige grænseflader. Håbet er at opfinde værktøjer til udvikling af nye teknologier, værktøjer der kan bygges med bottom-up design, og som er bæredygtige og biokompatible. Sådanne materialer vil være billige at producere, dels fordi ressourcene findes i ubegrænsede mængder, og dels fordi energiforbruget vil være lavt.
