Skip to main content
DA / EN

Thomas Aaby Ryttov

Lektor

Telefon: 6550 2297
Email: ryttov@cp3.sdu.dk
Webside: SDU forsker portal

Jeg forsøger med min forskning at forstå de mest fundamentale teorier, som beskriver vores univers og dets mindste byggesten. Den helt grundlæggende ramme, som vi benytter, hedder kvantefeltteori og er på mange måder det uundgåelige resultat, hvis man tager kvantemekanik og Einsteins specielle relativitetsteori og forener dem i et stort hele.

De mindste byggesten, vi indtil videre har observeret i store acceleratorforsøg rundt omkring i verden, kaldes for elementarpartiklerne. Disse inkluderer en masse eksotiske størrelser som kvarker, leptoner, elektrosvage vektorbosoner, gluoner og fotonen. Den kvantefeltteori, som beskriver deres inbyrdes vekselvirkninger, hedder Standardmodellen og er en uhyre sofistikeret teori. Der er dog en række forunderlige fænomener, som vi stadig mangler at forstå til fulde.

Helt generelt kommer kvantefeltteorier i mange forskellige forklædninger og kan indeholde mange forskellige egenskaber. Man kan forestille sig fundamentale teorier i flere dimensioner, have forskelligt partikelindhold, have forskellige symmetrier, osv., og det kræver typisk snilde og rigtig god matematisk sans at kunne håndtere dem. Ja, til tider kræver det faktisk verdens største supercomputere for at få dem til at bekende kulør og vise deres sande egenskaber. Først når dette er opnået, kan vi få en forståelse af deres potentiale som en fundamental teori for universet og alle dets mange uløste gåder. På den måde drejer min forskning sig om at forstå universet på det mest grundlæggende niveau.