Alt stof var presset sammen på et næsten uforståeligt lille område. Partikler, som vi i dag kun kan se i store acceleratoranlæg som LHC’en ved CERN, var til stede og interagerede med hinanden og med mere almindeligt stof gennem de fire fundamentale kræfter: Elektromagnetismen, tyngdekraften, den svage og den stærke kernekraft. Derfor er studiet af universets udvikling, kosmologi, og af verdens mindste bestanddele, partikelfysikken, helt uadskilleligt kædet sammen, og derfor er begge emner blandt de mest fascinerende, man kan tænke sig.
Forskningen i partikel- og astropartikelfysik belyser ikke blot universets oprindelse og endelige skæbne, men også sorte huller, neutrinoer og mørkt stof, der hører til de mindst forståede fænomener i dag. Undervejs udvikles selve den matematiske struktur, som al fysik bruger til at beskrive universet omkring os.