Til SDUs årsfest den 28. november 2022 fremhævede SDUs rektor Jens Ringsmose forskningsprojektet Trinitys resultater som et eksempel på, hvordan forskning af høj kvalitet er relevant for virkelige mennesker i den virkelige verden.
Rektor fortalte om, hvordan 47-årige Tina blev lam efter en hjerneblødning i 2017. Hun brugte et år på genoptræning i det ”almindelige system”, og hun kunne forvente at tilbringe resten af livet i kørestol.
Tina kom dog i kontakt med forskere fra det tværfakultære forskningsprojekt Trinity fra SDU, hvor man i mange år har udviklet en robottræner til genoptræning. Ved at gøre patienterne vægtløse, giver robottræneren patienten mulighed for at træne muskler, de ellers ikke kan arbejde med. Ved at bruge robottræneren har Tina nu kunne genoptræne i en sådan grad, at hun er i stand til at gå to kilometer med stok.
Forskere fra de tre fakulteter: TEK, HUM og SUND, som danner rammen om Trinity, er glade for anerkendelsen af de resultater, der er skabt i projektet, hvor der er fokus på anvendt eksperimentel forskning.
Læs hele rektors tale fra årsfesten her: https://sdunet.dk/da/nyheder/events/aarsfest/tidligere-aarsfester/aarsfest22/festtaler/rektors-tale