Vi ser det allerede både i Danmark og globalt. Insektbårne sygdomme spreder sig hurtigere. Økosystemer i ubalance fører til flere pandemier. Ekstreme vejrforhold, varmere temperaturer og højere vandstand gør livet svært for mange.
Vi ødelægger naturen på land og til havs. Hele områder bliver umulige at bebo eller dyrke. Det betyder mindre mad, boliger og materialer for alle, både lokalt og globalt. Flere bliver klimaflygtninge end krigsflygtninge, siger FN. Mange flytter ikke langt, men nogle krydser grænser, hvilket kan skabe konflikter og sygdomsspredning.
Klimakrisen påvirker vores sundhed og sygdomme, og det sætter pres på sundhedssektoren, også i Danmark. Sundhedsvæsenet i fremtiden skal være klar til at tackle disse udfordringer.
Om udstillingen
Udstillingen er et samarbejde mellem Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Ved at sætte fokus på sundhedsforskning i krydsfeltet mellem klima, bæredygtighed og sundhed håber vi, at du fremover ikke blot ser klimakrisen som en ressourcekrise, men som sygdom, der rammer både planetens og menneskers sundhed.
Der er brug for flere dygtige mennesker, som forstår den nye sundhedskrise og kan hjælpe med at udvikle løsninger, der kan bidrage til bæredygtighed. Kombinationen af sundhedsvidenskab og bæredygtighed har aldrig været vigtigere.
Udstillingen rejser landet rundt
Udstillingen skal stå udendørs og de 7 portrætter af de 8 forskere er sat op på 7 udstillingskasser, der kan modstå vind og vejr. Det er en såkaldt vandreudstilling, som først er udstillet i København, og dernæst skal forbi lokationer i regi af SDU til inspiration og vidensdeling.
Udstillingen er altså først at finde på Københavns Universitet fra fredag den 26.april 2024 og indtil sommerferien. På den anden side af sommerferien, vil man kunne se de 7 byster på SDU.