Her er hemmeligheden bag menneskets evne til at tale klart

Det er svært at se noget, der ikke er der. Måske er det grunden til, at forskere først nu kan berette, at det er en mangel i vores ellers komplekse organsystem, der gør os mennesker i stand til at tale: Helt præcist mangler vi den stemmemembran, som aber og menneskeaber har.

- Og det er altså denne mangel på stemmemembran, der gør, at vi kan tale og synge så klart og stabilt, som vi gør, siger Ole Næsbye Larsen, der er emeritus på Biologisk Institut og studerer dyrs lydkommunikation, herunder hvordan de frembringer lyde.

Opdagelsen er noget overraskende, når man tager i betragtning, at evolutionen ellers ofte får credit for at specialisere, finjustere eller optimere evner ved at gøre anatomi og processer mere komplicerede – men denne gang er der altså tale om en simplificering.

På jagt i anatomiske samlinger

- Det er helt klart en overraskelse. Vi har studeret menneskets anatomi i adskillige hundrede år og abernes også i et godt stykke tid, og det her er altså gået hen over hovedet på forskerne. Men det er selvfølgelig også vanskeligt at få øje på noget, der ikke er der, lyder det fra Ole Næsbye Larsen.

Forskerholdet blev oprindeligt interesserede i stemmemembranen, da de studerede strubehoveder hos primater (aber og menneskeaber); hos disse sidder stemmemembranen oven på stemmelæberne, men ikke hos mennesker.

Derfor indledte de en række sammenlignende anatomiske undersøgelser af strubehoveder fra 44 arter af aber og menneskeaber. Sådanne strubehoveder har længe befundet sig i anatomiske samlinger, bevaret i konserverende væsker og var ikke vanskelige at finde. Der var bare ingen, der havde tænkt på at kigge systematisk efter stemmemembraner.

- Der var stemmemembraner i alle strubehovederne. Også dem fra menneskeaber. Men Homo sapiens havde som den eneste primatart ikke stemmemembraner. På den baggrund konkluderer vi, at evolutionen har fjernet stemmembranen fra mennesket på et eller andet tidspunkt, efter vi skiltes fra vores nærmeste slægtning, chimpansen, for seks mio. år siden, forklarer Ole Næsbye Larsen.

Vanskeligere var det at bestemme, hvilken funktion stemmemembranen har hos aberne; men et lykkeligt sammentræf gjorde det muligt:

Den japanske zoolog Sugio Hayama havde i anden anledning haft en chimpanse på operationsbordet for omkring 30 år siden. Den skulle have foretaget en kikkertundersøgelse og var i narkose. Opvågningsprocessen tog en halv times tid, hvor aben lå og gryntede lidt.

-Vore japanske kolleger fandt disse gamle optagelser frem og kiggede nærmere på stemmemembranens bevægelser, og pludselig gik det op for dem, at det var stemmemembranen, der udførte størstedelen af åbne-lukkebevægelserne og ikke stemmelæberne, som vi ellers gik og forestillede os!, fortæller Ole Næsbye Larsen og fortsætter:

- Vi fandt derfor også andre ældre videooptagelser frem, bl.a. nogle kikkertundersøgelser, som jeg selv sammen med tyske og østrigske forskere havde foretaget på dødningehovedaber for omkring 20 år siden – og fandt samme resultat.

Aber producerer mere støj

Den store gevinst for os mennesker ved at slippe af med stemmemembranen var, at vores sprog blev lettere at forstå.

Matematiske modeller viste, at aber, der har en stemmemembran, har lettere ved at frembringe kraftige og højfrekvente lyde end mennesker. Til gengæld slår deres lyde let over i den ”støj”, som vi kender fra barnegråd, skrig eller abehuset i zoo, hvor stemmen ”knækker over”.

- Mennesket skal bruge lidt mere energi på at frembringe en given lyd, når der ikke er nogen stemmemembran. Til gengæld producerer vi ikke ”støj” og får en meget klarere og mere stabil stemme, forklarer Ole Næsbye Larsen.

Vi er ikke nødvendigvis de bedste til at kommunikere

Nok er menneskets evne til at kommunikere ved hjælp af sprog exceptionel – men det er ikke ensbetydende med, at vi er de bedste på planeten til at kommunikere.

- Der er stadig rigtigt meget, vi ikke ved noget om endnu, når det gælder dyrs kommunikation. Hvis man fx går en tur med sin hund, vil man forstå, at den lever i et helt andet univers, hvor den modtager en masse informationer fra lugte; men det er meget vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at være i et ”lugtunivers”, siger Ole Næsbye Larsen.

- Og tænk på blæksprutter; de laver farvemønstre, der kører hen over deres krop for at kommunikere med andre. Vi aner dybest set ikke, hvad det betyder eller hvor kompleks, deres kommunikation er. Der er i den grad stadig meget at udforske, siger han.

Om studiet

Studiet er udført af et internationalt forskerhold fra Japan, Østrig, Storbritannien, Tyskland og Danmark. Takeshi Nishimura fra Kyoto University i Japan har stået i spidsen, Ole Næsbye Larsen fra Biologisk Institut er medforfatter, og det er publiceret i tidsskriftet Science. Konklusionen bygger på anatomiske studier, computermodeller og kikkertundersøgelser af levende dyr.

Læs også