Skip to main content
DA / EN
Rektorskifte

SDU skabes af mennesker

De gode menneskelige relationer, forskning og uddannelse, der gør en forskel og en helt særlig samarbejdskultur er nogle af de karaktertræk, som gør SDU til et unikt universitet, siger den afgående rektor.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 24-06-2021

Lidt endnu hedder rektoren på SDU, Henrik Dam, men med udgangen af juli er hans tid som førstemand på landets tredjestørste universitet forbi.
Efter syv år på pladsen har han valgt at sige farvel til SDU til fordel for stillingen som direktør for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Friheden begrænses

Henrik Dam forlader universitetsverdenen i en turbulent tid, hvor politikerne bl.a. forfølger mål om udflytning af studiepladser ud fra regionalpolitiske hensyn og kritiserer bestemte forskningsmiljøer på universiteterne for at understøtte ”forskeraktivisme og pseudovidenskab”.

-Som jeg ser det, er den største udfordring nu og fremadrettet, at den statslige indblanding bliver større og større. Det begrænser den indflydelse, som universiteterne har på egen udvikling, og fører beslutningerne længere væk fra fagkundskaben. Den udvikling er jeg bekymret for, siger Henrik Dam.

Folketingets beslutningsforslag

Særligt det beslutningsforslag, som et flertal af partier i Folketinget vedtog den 1. juni med ordlyden om, at ”universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”, er i Henrik Dams optik udtryk for en tendens, som er undergravende for tilliden mellem folkestyret og universiteterne.

- Universiteterne må aldrig gå på akkord med at stå vagt om forsknings- og ytringsfriheden. Det behøver vi ikke at blive mindet om, lige så lidt som vi behøver at minde politikere om at respektere forsknings- og ytringsfriheden. Han understreger, at den udvikling ikke vil blive savnet, når han forlader sin rektorpost.

Mennesker skaber SDU

Til gengæld er han derimod helt forvisset om, at han kommer til at savne det helt særlige ved SDU; nemlig alle de gode samarbejdsrelationer.

-Der er ingen tvivl om, at samarbejdet med de utrolig mange dedikerede medarbejdere og studerende har givet mig et stærkt fundament at stå på i udøvelsen af min rektorgerning. De gode relationer, de dygtige og innovative mennesker, har i den grad beriget mit arbejdsliv.

-Jeg er stolt over, at jeg har fået det privilegium. Jeg har været glad for hver eneste arbejdsdag på SDU, og det bliver ikke uden vemod, at jeg forlader denne arbejdsplads. Det er mennesker, som skaber SDU, ikke bygninger, siger Henrik Dam, og fremhæver desuden, at SDU har en stærk samarbejdskultur, der er præget af stor, gensidig tillid.

Regional forankring og international orienteret

Som ifølge ham er en stor styrke for universitetet. Dette, kombineret med en solid ekstern forankring i regionen, den stærke interaktion med erhvervslivet, kommunerne og hele civilsamfundet, skaber forudsætningerne for, at SDU kan fortsætte og udbygge sin position.

-SDU er et internationalt orienteret universitet, og på flere forskningsområder er vi førende i verden. Det kan vi godt være stolte af.

Som en del af jobbeskrivelsen for en rektor hører også rejser ud i verden for at besøge samarbejdsrelationer. Særligt én rejse har gjort et uudsletteligt indtryk på Henrik Dam. Nemlig besøget i januar 2020 på SDU’s feltstation i Guinea-Bissau, hvor forskerne Christine Stabell Benn og Peter Aabys arbejde med vaccinationsprogrammer har bidraget til, at landets børnedødelighed er faldet fra 50 procent til 7 procent i den fyrreårige periode, som projektet har kørt.

Forskning er en international disciplin

-Det arbejde, som jeg så på feltstationen, var et fremragende eksempel på hvordan forskning kan gøre en forskel. Det handlede helt konkret om børns chancer for overlevelse eller ej. Her kan man virkelig tale om, hvad forskningen er til for, nemlig for at ændre verden til et bedre sted. Ikke bare ens eget land, men netop hele verden.

-Forskning er en international disciplin og videns evne til at bryde landegrænser er helt nødvendig for at vi kan skabe de nødvendige løsninger, der skal til. Det så jeg åbenbaret i Guinea-Bissau, og det gør mig stolt. Ikke bare på egne vegne, men på hele SDU’s vegne.

Redaktionen afsluttet: 24.06.2021