Skærme har altid skabt moralsk panik

1920’erne: Det elektriske fjernsyn bliver tændt  

Allerede i 1800-tallet begyndte forskere at eksperimentere med at sende billeder via telefonledninger og udtænke sindrige mekaniske fjernsyn.  

Men det var først i løbet af 1920’erne og 1930’erne, at billedrørsteknologien blev moden og gjorde opfindelsen af det elektriske fjernsyn mulig.  

Det var især ingeniører i Tyskland, England og USA, som konkurrerede om at komme først med det første fungerende tv-apparat. Hvem der vandt, er temmelig omstridt, men sikkert er det i hvert fald, at det var amerikaneren Philo Farnsworth, som sammen med sin kone og en investor i 1927 gennemførte verdens første tv-transmission.  

Det foregik mellem stuen og et værelse i deres hus i Los Angeles. Og hvad sendte de? Et billede af et stykke glas med en vandret streg på.  





Det var dog ikke før 1950’erne og 1960’erne, at tv’et for alvor blev kommercialiseret, og man pludselig ikke længere behøvede at gå i biografen for at se film og andet underholdning, men kunne sidde derhjemme i sofaen.  
 
Og udbredelsen gik stærkt. Faktisk er tv’et en af de hurtigst udbredte teknologier overhovedet. I 1956 var der kun omkring 1 % af danskerne, der havde et fjernsyn, mens det var 50 % blot syv år senere i 1963 og 84 % i 1975. 

Men helt fra begyndelsen er skærmteknologien blevet kritiseret, forklarer Christian Hviid Mortensen, der er medieforsker og adjunkt på Syddansk Universitet.  

- Nye teknologier skaber altid moralsk panik, siger han. 

Især har det været diskuteret, hvordan fjernsynsforbrug påvirker børn. Ifølge kritikere kan børn for eksempel blive bremset i deres mentale og sociale udvikling eller blive mere aggressive af skærmkiggeri, ligesom den stillesiddende aktivitet kan have en negativ betydning for den fysiske sundhed.  

Men tv’et har også været genstand for en mere æstetisk og kulturhistorisk kritik, siger Christian Hviid Mortensen.  

- For eksempel har den franske filosof Roland Barthes skrevet forherligende om biografen som en modsætning til tv’et. Tv’et står i hjemmet, og du kender dem, du ser det sammen med. Det er ligesom en pejs eller en kedel, skriver han, det er noget ordinært og hverdagsligt, og det gør det svært at få den der ud-af-kroppen-oplevelse, som film kan give.  

 

1950’erne: Farvefjernsyn og øget forbrug  

RCA CT-100. Det er navnet på verdens første farve-tv til almindelige forbrugere, og det kom på markedet i 1954.  

Der er bred enighed om, at det var både dårligt og dyrt, men det peger på en generel tendens i skærmenes historie, nemlig at de på trods af den udbredte kritik er blevet mere og mere avancerede og også mere og mere afholdte.  

I slutningen af 1990’erne kom for eksempel også fladskærmen, der i første omgang var baseret på plasmateknologi, sidenhen LCD- og i dag primært LED-teknologi. 

I takt med at skærmene er blevet bedre, er der også kommet mere og mere indhold, ligesom forbruget er steget. I 1964 brugte fjernsynsejere i gennemsnit 1,36 timer om dagen foran flimmerkassen, mens det i 2002 var 1,54 og i 2009 nåede op på over 3 timer.  

 


Tv’et blev i årtierne efter Andens Verdenskrig til et samlingspunkt for familiens sociale liv, og det begyndte også helt konkret at forme vores liv, fortæller Christian Hviid Mortensen.  

Inden for social- og medieforskningen taler man om, at teknologien blev domesticeret.  

- Domesticeringen foregår i nogle forskellige faser: Først er der tilgængeligheden, hvor tv’et bliver anskaffet. Derefter er der objektiviseringen, hvor den får plads i stuen, måske erstatter den radioen, og blive midtpunktet for familiens sociale liv, forklarer han og fortsætter: 

- Så er der inkorporeringen, hvor hverdagslivet begynder at forme sig om apparatet, for eksempel når tv-udsendelser bliver sendt på bestemte tidspunkter, og man så er nødt til at have spist middag inden, hvis man vil se det. Og til sidst er der konverteringen, hvor tv’et får en social betydning for ens status, siger han.  

- Det er interessant at se, hvordan de første fjernsyn var bygget som møbler med et trækabinet, hvor skærmene var gemt væk, hvilket kan tyde på, at det ikke var anset som god smag, siger han og tilføjer: 

- Senere blev de naturaliserede i vores hjem, de blev større og større og fik en prominent og synlig plads i stuen, fordi de blev til statussymboler. Og sjovt nok er de nu igen begyndt at blive gemt lidt væk, når man for eksempel kan købe fladskærme, der fungerer som billedrammer, når de ikke er i brug.    

1970’erne: Seeren får handlekraft  

En anden tråd, der løber igennem skærmenes historie, er, at forbrugerne har fået mere og mere magt over, hvad der bliver vist på dem.  

- Helt generelt kan man sige, at der er sket en individualisering af skærmene. Fra kun at være noget, der stod i stuen og samlede hele familien, kom der flere tv’er ind i hjemmet, for eksempel ind på teenageværelset, fordi de unge ville se noget andet end deres forældre, fortæller Christian Hviid Mortensen.  

- Og så har der været en gennemgående udvikling, hvor brugerne har fået mere og mere handlekraft.  

Med fjernbetjeningen, der blev udbredt i løbet af 60’erne og 70’erne, kunne man for eksempel pludselig zappe rundt mellem de stadigt flere kanaler uden at skulle rejse sig fra sofaen.  

 

Nogenlunde samtidig arbejdede japanske ingeniører på forskellige løsninger for at kunne optage tv-udsendelser på magnetbånd.

Sony forsøgte ihærdigt at vinde markedet med deres Betamax-format, men det endte med at blive det universelle VHS-format, som forbrugerne tog til sig. Med det kunne man slippe ud af flow-tv’ets sendeplan og selv bestemme, hvornår man ville se sine båndoptagne film og udsendelser.  

Og da den personlige computer kom til – som regel tilfalder æren Kenbak-1-computeren fra 1971 – blev det muligt i endnu højere grad selv at styre indholdet på skærmen.

Der kom computerspil, senere blev CD- og DVD-formatet opfundet, man kunne se film og høre musik på sin pc, og i 1990’erne fik vi ulovlig fildeling på internettet. Alt sammen bidrog det en magtforskydning fra udbyder til forbruger.   

 

2000’erne: Smartphonens revolution 

- Every once in a while, a revolutionary product comes along that changes everything, sagde Apples daværende CEO, Steve Jobs, da han i 2007 præsenterede den første iPhone.  

Og helt forkert var det vel ikke. I hvert fald er der ikke nogen tvivl om, at den lille sorte skærm, de fleste af os efterhånden render rundt med, har forandret vores liv radikalt.  

For eksempel ejer 94 % af skandinavere mellem 18 og 75 en smartphone eller også har de adgang til én.  Og 58 % af os mener selv, at vi bruger for meget tid på mobilen.   

 

- Smartphonen er den seneste inkarnation af individualiseringen af skærmene. Og igen afføder den moralsk panik. Studier viser, at 2/3 af omtalerne af skærme i de danske medier er negative. Mange af bekymrede og ser smartphonen som problematisk, både på grund af indholdet og på grund af al den tid, der bliver brugt foran skærmen, siger Christian Hviid Mortensen. 

- Og så er der jo også en klimakrølle, for al den her skærmtid bruger energi, så vores medieforbrug påvirker også vores klimaaftryk.  

 

2030’erne: Metamaterialer åbner nye muligheder  

Selv om bekymringerne er mange og har været det i årtier, tyder alt på, at den teknologiske udvikling kun går i retning af endnu flere skærme.  

For eksempel bliver der lige nu forsket en del i metamaterialer og -overflader, som kan få stor betydning for vores skærme. Kort sagt er metamaterialer syntetiske materialer, som er designet helt nede på et niveau, der mindre end størrelsen på lys- og radiobølger.  

Det giver materialerne nogle helt unikke egenskaber, man ikke finder i naturen, ikke mindst når det handler om at bøje lys, og det er fundamentalt set er det, skærme, sensorer og kameraer gør.  



Metamaterialer er kompositmaterialer, der typisk er struktureret på mikroskala eller nanoskala.

- Vi forventer, at metaoverflader kan blive brugt i en lang række projiceringssystemer, men måske endnu vigtigere endnu kan metaoverflader også bruges inden for ultratynde optiske komponenter, siger N. Asger Mortensen, der er professor i nanoteknologi på Det Tekniske Fakultet på SDU.  

I første omgang gør metamaterialerne det muligt for eksempel for en smartphoneskærm at gå helt ud til kanterne af telefonen, fordi de ultratynde kameraer og sensorer kan ligge nedenunder selve skærmen og ikke uden for skærmen, som de gør i dag. Man kan også lave kameraer, som ikke buler ud på bagsiden af mobilen, forklarer professoren, og skærmene kan blive ekstremt tynde. 

Men i fremtiden kan vi forvente, at skærmene bliver fuldstændig bøjelige og såmænd også strækbare. De kan komme til at smyge sig om vores bygninger, biler og være trykt på det tøj, vi går i.