Det tyske mindretals nazi-fortid blev et tilløbsstykke

Årtiers tabuer, fortrængninger og stærke følelser sitrede i luften, da historiker Henrik Skov Kristensen for nylig forsvarede sin doktordisputats om det tyske mindretals udfordringer med at tackle sin nazistiske fortid på SDU Sønderborg.

Disputatsforsvaret - arrangeret af Det Humanistiske Fakultet ved SDU – var da også et sjældent set tilløbsstykke. Der var fyldt til sidste plads i både auditoriet og et tilstødende lokale, hvor forsvaret blev livestreamet, og ca. 50 gæster gik forgæves til den næsten fem timer lange akademiske diskussion af Henrik Skov Kristensens afhandling.

Dagens hovedperson, historiker Henrik Skov Kristensen, der er leder af Frøslevlejrens Museum og bl.a. i sin disputats sætter fokus på Fårhuslejren, hvor ca. 3500 tysksindede danskere blev interneret fra 1945-1949, lagde ud med at punktere den spændte stemning:

- Et doktordisputatsforsvar skal være som en god tyrefægtning, hvor der skal flyde blod, og jeg ved udmærket, at det bliver mit blod i dag, så jeg vil begynde med at ridse mit projekt op, sagde han og fik smilende respons fra det fyldte auditorium.
Herefter gennemgik han hovedpointerne i sin disputats:

• Tusinder fra det tyske mindretal meldte sig principielt frivilligt til tjeneste i Waffen-SS og andre bevæbnede korps på hjemmefronten. 
• Det tyske mindretal i Sønderjylland blev hårdt ramt af retsopgøret efter besættelsen; ca. 25 pct. af de dømte efter retsopgøret kom fra mindretallet, selvom de kun udgjorde en beskeden del af befolkningen i Danmark. 
• Mindretallet opfattede – og opfatter måske stadig - interneringen i Fårhuslejren og retsopgøret som dybt uretfærdigt.
• Det tyske mindretal har haft et senere opgør med sin egen nazistiske fortid, end det var tilfældet i Vesttyskland. Dog gjorde man hurtigt op med Nazi-Tyskland og tildelte den tyske lederelite skylden for 2. verdenskrig.
• Henrik Skov Kristensens konklusion på baggrund af sin mangeårig arkivforskning i mindretallets historie er, at retsopgøret i forhold til det tyske mindretal var rimeligt, når man tager den politiske og følelsesmæssige situation efter besættelsen i betragtning.
  
  

Udfordrer fortrængninger

Og mod slutningen slog han fast, hvorfor det er helt centralt at udrede de historiske uoverensstemmelser fra dengang.
- Mindretallet og det danske flertals-samfund i Sønderjylland levede i årtier som parallelle samfund, dog er man de seneste 2-3 årtier begyndt en sameksistens, men én ting deler stadig vandene; nemlig opfattelsen af den fælles historie, sagde han og fortsatte:

- Selvom der fra dansk politisk side er et stort ønske om at lade fortiden ligge, så mener jeg ikke, at man skal fortie historiske uoverensstemmelser. Der er brug for at sætte fokus på wie es eigentlich gewesen og udfordrer den kollektive erindring, der er præget af fortrængninger og glemsel.

Akademisk tyrefægtning

Så var det opponenternes tur til gå i den akademiske tyrefægter-arena. Særligt da Siegfried Matlok, den kendte tidligere chefredaktør for mindretallets avis Der Nordschleswiger, gik i gang, blev det tydeligt, at de forskellige syn på historien stadig lever side om side i grænselandet.

I en hektisk forsvarstale påpegede Matlok en række historiske detaljer, der havde til formål at understrege mindretallets anderledes syn på, hvad der egentlig skete i tiden efter 2. verdenskrig. Bl.a. fremhævede han at dele af det tyske mindretal allerede 6. september 1945 formulerede en loyalitetserklæring til den danske stat, hvor man søgte at skabe forståelse for, at ikke alle tysksindede havde støttet nationalsocialismen og man ikke kunne benægte det skete.

Han efterlyste også, at de trusler, bombesprængninger og andre ubehageligheder, som det tyske mindretal var udsat for, også havde fået plads i Henrik Skov Kristensens disputats.

Matlok sluttede med ordene:
- I forhold til det tyske mindretal kan man ikke tale om kollektiv skyld, men om kollektiv skam. Der blev gjort for lidt og for sent, og der blev begået fejl både generelt og på Der Nordschleswiger. Vi er glade for Henrik Skov Kristensens forkærlighed for os, næste gang håber vi på lidt næstekærlighed.

Hård kritik – og lidt ros

Næstekærlighed var der ikke meget plads til, da de akademiske opponenter gik i gang med den rituelle kritik af Henrik Skov Kristensens værk. Dog understregede begge officielle opponenter, at Henrik Skov Kristensens disputats var et imponerende arbejde med spændende resultater. Men den meget anmelderroste ”Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret” blev kritiseret for at være alt for refererende:

- Du er et løsgående missil i de fangeportrætter, der ligger mellem hovedkapitlerne. Det er svært at se meningen i, hvad du bringer og ikke bringer, vi får endda at vide, hvad vagthundene hed. Det kunne du godt have sparet os for, lød det fra 2. opponent John T. Lauridsen, forskningschef på Det Kongelige Bibliotek.

Retfærdigt eller uretfærdigt

På et mere historiefagligt plan blev der stillet spørgsmålstegn ved, om man som historiker kan afgøre, hvorvidt retsopgøret i forhold til det tyske mindretal var retfærdigt eller uretfærdigt.

- Som historiker mener jeg ikke, at man kan bedømme om noget er retfærdigt eller ej. For hvordan skal det vurderes efter datidens eller vor tids normer? sagde 1. opponent Kim Salomon, professor på Lunds Universitet.
Her fastholdt historiker Henrik Skov Kristensen, at han nu nok mente, at man kan gengive datidens begivenheder og holdninger og positionerne i samtiden og derudfra problematisere.

Her fik han opbakning fra dagens sidste opponent Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus ved Aarhus Universitet.
- Jeg kan ikke se noget som helst problem i at beskæftige sig med, om noget var retfærdigt eller uretfærdigt. Men når man skriver om gerningsmænd og ofre, er det centralt at holde styr på, om det er juridisk eller moralsk, man vurderer det. Juridisk er gerningsmand noget man var eller har været. Moralsk forbliver man gerningsmand, lige som man også kun moralsk kan fælde kollektive domme, sagde Hans-Jørgen Schanz og uddybede:
-I disputatsen svinger det hele tiden mellem moralsk og juridisk, men jeg vil insistere på, at det er vigtigt at tage skelnen mellem moralsk og juridisk alvorligt. Gerningsmænd kan jo også blive ofre og omvendt. 

Til slut fik Henrik Skov Kristensens to bøger uforbeholden ros og blev spået samme klassikerstatus som Ditlev Tamms bog om retsopgøret efter besættelsen.
Og så fik Henrik Skov Kristensen – efter en kort votering – tildelt den højeste akademiske grad, doktorgraden, for sin disputats.