Skip to main content
DA / EN
Pandemi

Anden COVID-19 bølge i Europa forudsiges med matematik

Ny matematisk model kan let justeres og bruges af stater, erhvervsvirksomheder, myndigheder og lignende.

Af Birgitte Svennevig, , 23-09-2020

Hvordan kan den anden bølge af COVID-19 udvikle sig i Europa i løbet af de næste måneder?

Det scenarie er modelleret i en ny videnskabelig artikel, der bygger på data om infektionshastigheder og rejseaktivitet i og mellem europæiske lande. Artiklen er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.

Ifølge modellen rammer anden bølge i Europa mellem juli 2020 og januar 2021.  Præcist hvornår bølgen topper i de enkelte lande, kan styres af social afstand, kontrol af lokale hotspots og grænsekontrol-foranstaltninger.

Social afstand virker

Forskerne har brugt data fra første bølge og indlagt mulighed for en variation på 15 % i infektionstallene og viser, at tidspunktet for, hvornår anden bølge topper, er stærkt afhængig af infektionstallene: Lande med høje infektionstal kan forvente at toppe hurtigere.

Forskerne bag arbejdet er Giacomo Cacciapaglia, Corentin Cot, Universitetet i Lyon og Francesco Sannino, professor i teoretisk fysik, Syddansk Universitet, Danish Institute of Advanced Science og Professor Federico II Universitetet i Italien.

Social afstand og ansvarlig individuel adfærd, hvis implementeret tidligt, kan have en stærk indflydelse på, hvornår bølgen topper, konkluderer forskerne.

Nem at justere

I Europa startede anden bølge i august i 10 lande (Belgien, Bosnien, Kroatien, Tjekkiet, Grækenland, Holland, Serbien, Slovakiet, Slovenien og Spanien).

Her er en videosimulering af, hvornår anden bølge med sandsynlighed kan forventes at toppe i de enkelte europæiske lande:

Forskernes model kan let justeres i takt med, at nye data bliver tilgængelige. Den kan være et nyttigt værktøj for regeringer, de finansielle markeder, erhvervslivet og individuelle borgere, som ønsker at forberede sig og imødegå truslen om tilbagevendende pandemi-bølger, mener forskerne.

Se også Francesco Sanninos oplæg om dette arbejde til Danish Institute of Advanced Science.

Tidligere artikler om Francesco Sanninos COVID-19 forskning

Kontakt

Francesco Sannino er professor i teoretisk fysik på SDU. Han er også tilknyttet Danish Institute of Advanced Science og Professor Federico II Universitetet i Italien.

Gå til profil

Redaktionen afsluttet: 23.09.2020