Skip to main content
DA / EN
spækhuggere

Forskere finder 20.000 år gammelt refugium for spækhuggere i nordlige Stillehav

Under sidste istid måtte spækhuggere forlade deres levesteder og søge mod isfrit vand. Nogle af dem fandt et refugium ved Japan, og deres efterkommere har levet der lige siden. Nyt studie af spækhuggernes kolonisering af nordlige Stillehav bidrager til forståelsen af deres komplekse sociale liv.

Af Birgitte Svennevig, , 17-08-2023

I det nordlige Stillehav ved Japan og Rusland lever flere forskellige grupper af spækhuggere. De har ingen kontakt med hinanden, de søger ikke den samme føde, de taler ikke samme dialekt, og de parrer sig ikke med hinanden. Hvordan kan det være, når de lever så tæt på hinanden og tilhører den samme art? Hvalbiologen Olga Filatova er interesseret i at finde ud af, hvordan det nordlige Stillehav er blevet koloniseret af spækhuggere, og i sin tid på universitetet i Moskva har hun gennemført flere ekspeditioner til området. I dag forsker hun på SDUs Marinbiologiske Forskningsstation, der ligger i Kerteminde.

Nu er nogle af hendes seneste resultater blevet publiceret. I en ny videnskabelig artikel beretter hun og kolleger om samspillet mellem spækhuggeres komplekse kultur og deres kolonisering af det nordlige Stillehav efter seneste istid.

Forskerholdet viser, at de spækhuggerflokke, der i dag lever ved Nemuro Strædet i Nordjapan er efterkommere af spækhuggere, der slog sig ned her under sidste istid for ca. 20.000 år siden. Stedet blev altså valgt som refugium af fjerne formødre, og lige siden har deres efterkommere levet her.

Konservative og traditionsbundne dyr

- Spækhuggere er konservative og traditionsbundne skabninger, der ikke flytter sig eller laver om på deres traditioner, hvis der ikke er en rigtig god grund til det. Det ser vi også i denne population, siger Olga Filatova.

Det er anden gang, hun finder et spækhugger-refugium fra istiden. Det første ligger ca. 2500 km væk, ved ø-kæden Aleuterne. Flokkene der er lige så konservative og traditionsbundne som Nemuro-flokken, og de er er også efterkommere af en istidsformoder, der fandt et refugium i isfrit vand.

- Da isen igen begyndte at trække sig tilbage, og spækhuggere og andre hvaler igen kunne svømme til isfri områder, fulgte alle ikke med. Nogle blev i deres refugier, og der lever de stadig, siger Olga Filatova.

Kommunikerer med forskellige dialekter

Studierne bygger på genetiske undersøgelser (forskerne tog en hud-biopsi af dyrene) og analyser af de lyde, som dyrene frembringer (optaget med undervandsmikrofon).

-  Spækhuggerne i Nemuro Strædet har en usædvanligt stor variation i deres arvemateriale, hvilket er karakteristisk for istidsrefugier, og deres dialekter er meget anderledes end de dialekter, som bruges af spækhuggere, der lever nordpå, ud for Kamchatkas kyst. Kamchatka-spækhuggerne er formentlig efterkommere af et par grupper, der er flyttet mod vest fra det aleutiske refugium; det må være derfor, de er så forskellige, siger Olga Filatova.

Spækhuggeres lyde er meget forskellige, og ikke to flokke laver de samme lyde. Derfor kan de bruges til at identificere individers tilhørsforhold i familier og flokke. Spækhuggere er ikke genetisk kodet til at frembringe lyd, som fx en kat er: En kat, der vokser op blandt andre dyr og aldrig har hørt en anden kat, vil stadig mjave, når de åbner munden. I modsætning hertil lærer spækhuggere at kommunikere fra deres mor eller andre ældre familiemedlemmer. Hver flok har sin egen dialekt, som ikke tales af andre.

Flokke, familier og klaner

Spækhuggere lever i familier, ledet af matriarker. Familierne samles i flokke, og klaner består af flokke, der forstår hinandens dialekter.

Hvordan vil spækhuggere reagere på klimaforandringerne?

- Når vi kobler dem med genetiske analyser, får vi et stærkt bud på, hvordan forskellige spækhuggersamfund er relateret til hinanden, siger Olga Filatova.

Nu kender vi altså to refugier, som blev grundlagt under istiden. Det kan give os et fingerpeg om, hvordan spækhuggere vil tackle nuværende og kommende klimaforandringer: At de vil søge nordpå, når isen smelter, og at denne kolonisering måske kommer til at foregå på lignende måde; af små, individuelle familier eller flokke og ikke i store bølger.

Opdagelsen af de to istids-refugier bidrager ikke kun med viden om, hvordan spækhuggere klarede sig under istiden: Studiet af flokkene i området tegner også et billede af spækhuggere som meget forskellige dyr, der næsten ikke kan rummes i én art.

Findes der flere arter?

- Mange mener, at man burde dele spækhuggerne op i flere arter. Jeg er enig – i hvert fald i underarter, for de er så forskellige, at det ikke giver mening at tale om en art, når man fx skal diskutere deres plads i fødekæden, eller når man skal fordele kvoter til fiskere, siger Olga Filatova.

Nogle flokke æder fisk. Nogle kun sild. Nogle kun makrel. Nogle kun en bestemt lakseart. Andre flokke æder kun havpattedyr som sæler, marsvin og delfiner. Andre flokke igen tager lidt af det hele, og atter andre lever så fjernt ude på det åbne hav, at vi grundlæggende ikke ved noget om dem.

Om en flok æder fisk – og hvilken fisk – har stor betydning for det fiskeri, der foregår i dens leveområde. Når et land skal udregne fiskekvoter, skal der nemlig tages højde for hvor mange fisk, der jages naturligt, og eftersom en spækhugger kan sætte 50-100 kg fisk til livs i døgnet, har det stor betydning for udregning af kvoter.

Økotyper af spækhuggere

Økotyper har forskellige dialekter, forskellige leveområder og parrer sig ikke med hinanden. Forskere mener, at der kan findes op til 20 forskellige økotyper. 

Kendte økotyper i nordlige Stillehav:

Standflokke: Stærkt sammentømrede familiegrupper, der holder sig til de samme områder langs kysterne. Lever af fisk.

Vandreflokke: Mindre sammentømrede grupper, der lever af havpattedyr. Leveområde fra Rusland til Californien.

Offshore: Lever langt ude på åbent hav i grupper på 20-200 individer. Er dårligt undersøgte.

 

Kendte økotyper i sydlige ishav:

Type A: Færdes på åbent hav og lever tilsyneladende mest af vågehvaler.

Type B: Mindre end type A. Lever tilsyneladende mest af sæler.

Tpe C: Den mindste. Lever i større grupper end de andre. Lever tilsyneladende mest af antarktiske isfisk.

Type D: Færdes mellem 40. og 60. sydlige breddegrad. Er dårligt undersøgte.

 

Mulige nye økotyper:

Flokke, der lever af fisk i Nordatlanten.

Flokke, der lever af havpattedyr i Nordatlanten.

Flokke, der lever af pingviner og søløver langs Sydamerikas kyster.

Flokke ved Gibraltar, der lever af tun.

Flokke i troperne omkring Hawaii og Mexicanske Golf.

Flokke ved New Zealand, der primært lever af rokker og hajer.

Et marked i Kina

Hvis flokkene æder havpattedyr og ikke vil røre fisk, har det betydning, hvis de skal fanges ind og sælges til oceanarier, hvor det er besværligt at fodre dem med havpattedyr. Oceanariernes popularitet er dalende på verdensplan, men der er stadig et stort marked for spækhuggere til kinesiske oceanarier.

Eftersom der videnskabeligt set kun findes en art af spækhuggere, har forskere tyet til en anden form for klassifikation for at skelne mellem de forskellige slags spækhuggere og inddeler dem i såkaldte økotyper. På den nordlige halvkugle er indtil videre defineret 3 økotyper. På den sydlige halvkugle fire eller fem.

Der findes formentlig flere – måske op til 20 forskellige økotyper, vurderer Olga Filatova.

Også set i danske farvande

- Vi bliver nødt til at kende de forskellige økotyper. Spækhuggere ligger øverst i fødekæden, og det har betydning for hele økosystemet omkring dem, hvad de æder og hvor de gør det, siger Olga Filatova.

I Skagerrak og Kattegat ses af og til spækhuggere. Endnu ved ingen, om de æder fisk eller havpattedyr – og derfor heller ikke, hvordan de påvirker fødekæde og fiskeri.

- Dem ser jeg frem til at lære mere om. Måske de viser sig at tilhøre en ny økotype, siger Olga Filatova.

Om studiet: Artiklen ”Genetic and cultural evidence suggests a refugium for killer whales off Japan during the Last Glacial Maximum” er publiceret i tidsskriftet Marine Mammal Science. Forfatterne er Olga A. Filatova (ledende forsker), Ivan D. Fedutin, Ekaterina A. Borisova, Ilya G. Meschersky og Erich Hoyt. Arbejdet er støttet af Human Frontier Science Program og National Geographic Society.

Mød forskeren

Olga Filatova er hvalforsker på Biologisk Institut og SDU Climate Cluster. Hun interesserer sig særligt for hval-dialekter. Hendes seneste studie er støttet af et National Geographic Explorer Grant. Hun var i flere år engageret i lobbyarbejde for at stoppe indfangning og salg af russiske spækhuggere til oceanarier. Det er nu forbudt i Rusland.

Redaktionen afsluttet: 17.08.2023