Det Samfundsvidenskabelige Fakultet uddeler årligt tre undervisningspriser, der belønner den særlige, nytænkende og inkluderende undervisning på fakultetet.
De tre undervisningspriser består af en hovedpris og to specialpriser.
De tre undervisningspriser
Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Undervisningspris tildeles underviser(e), som har gjort en markant forskel i undervisningen og som i særlig grad kan tjene til inspiration for udvikling af bedre læringsforløb på fakultetet.
Ved uddeling af hovedprisen lægges der særligt vægt på anvendelsen af en variation i undervisnings- og læringsaktiviteter, som aktivt bringer forskellige læringsrum i spil, aktiverer de studerende og udvikler de studerendes forskellige kompetencer både faglige og transformative.
Med tildeling af prisen følger et beløb på 40.000 kr.
Modtageren af Fakultetets undervisningspris bliver ligeledes indstillet som fakultetets kandidat til modtagelse af universitetets undervisningspris til uddeling ved årsfesten.
Specialpris for inddragelse af praksis og samarbejde tildeles underviser(e), der i særlig grad formår at inddrage praksis og samarbejde i undervisningen på forskellige måder.
Ved uddelingen af specialprisen lægges der særligt vægt på, hvordan praksis og det omgivende samfund inddrages i undervisnings- og læringsforløb, og hvordan der arbejdes med at styrke de studerendes tværgående og transformative kompetencer.
Med tildeling af prisen følger et beløb på 25.000 kr.
Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer tildeles underviser(e), der i særlig grad formår at anvende nye undervisnings- og læringsformer i de forskellige læringsrum.
Ved uddeling af specialprisen lægges der særligt vægt på en innovativ og nytænkende tilrettelæggelse af undervisnings- og læringsforløb, hvor der anvendes en variation af aktiviteter, undervisning- og prøveformer, der på forskellig vis aktiverer de studerendes læring.
Med tildeling af prisen følger et beløb på 25.000 kr.
Kandidater til de tre undervisningspriser kan indstilles af alle fakultetets medarbejdere og studerende. Med baggrund i indstillingerne udvælger de respektive studienævn kandidater fra uddannelserne, der indstilles til fakultetsledelsen.
Vinderen af fakultetets hovedpris bliver automatisk indstillet af fakultetet til SDU's samlede undervisningspris, der uddeles til årsfesten. I 2018, 2019, 2021 og 2023 gik SDU's undervisningspris til kandidater fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.