DISCO Mission Patch
Det Danske Studenter CubeSat Program DISCO offentligør mission patch
Det Danske Studenter CubeSat Program (DISCO) har i de seneste måneder afholdt en konkurrence om at designe den bedste mission patch eller emblem for programmet og nu annonceres vinderen. Det blev Marc Breiner Sørensen.
Marcs vindermissionpatch viser nogle af de vigtige aspekter ved DISCO projektet: opsendelsen med en Falcon 9 raket og en CubeSat - en 10 x 10 x 10cm stor satellit med samme grundkonstruktion som Aarhus Universitets nu afsluttede studentersatellitprojekt Delphini-1. En anden stærk detalje ved designet er, at Jorden som satelitten kredser omkring er en gigantisk diskokugle. DISCO er et samarbejde mellem fire danske universiteter – Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og IT Universitet København og alle fire universiteters initialer har også fundet vej til det flotte mission patch.
Sidste fredag fik Marc, der studerer fysik og astronomi på Aarhus Universitet, overrakt præmien for det sejeste mission patch – et Astro Pi kit bestående af en Raspberry Pi 3 mikrocomputer, et Sense HAT kort, der indeholder forskellige indbyggede instrumenter, et kamera og en strømforsyning.
De tre første CubeSats i DISCO-serien er finansieret af Industriens Fond og den første af studentersatellitterne vil blive sendt op med en Falcon 9 raket i sommeren 2022. Den mission patch som Marc har designet er for hele DISCO programmet. Senere forventes de enkelte CubeSats i DISCO-programmet at få deres egen mission patch, som afspejler hvad de enkelte satellitter får til formål i rummet.
Se mere om projektet her: DISCO
Deltag i DISCO projetket!
Er du studerende på SDU og kunne du tænke dig at høre mere om DISCO og måske blive en del af projektet? Så kontakt endelig Nicolai Iversen på niiv@sdu.dk og Mads Frandsen på frandsen@sdu.dk