Skip to main content
DA / EN

Forskere leder med lys og lygte efter proteiner

I jagten på proteiner, som skal mætte klodens voksende befolkning, har forskere nu kig på olieplatforme. Overskydende gas kan bruges til at skabe proteiner.

Af Birgitte Dalgaard, bird@tek.sdu.dk, 23-08-2017

Melorme, tang og rødkløver. I takt med at vi bliver flere mennesker på jorden, og efterspørgslen på kød vokser, stiger behovet for proteiner. Det betyder, at der er stor international interesse for at finde nye og bæredygtige proteiner til fødevareindustrien og dyrefoder.

Den stigende efterspørgsel efter protein udfordrer forskernes kreativitet. Og opfindsomheden har fået forskere fra SDU Livscykluscenter til at kigge nærmere på olieplatforme.

- Bakterier kan leve af metan. Den karakteristiske flamme på boreplatforme er naturgas, som brændes af. Naturgassen består primært af metan. Den kan vi høste, inden den bliver brændt af, siger leder af SDU Livscykluscenter, lektor Henrik Wenzel.

I stedet for at blive brændt af kan metanen bruges som foder til protein-bakterier, som i sidste ende bliver til et protein-granulat, som kan erstatte fiskemel og sojaprotein i grisenes fodertrug.

Danmark skal være bioøkonomisk vækstcenter

Henrik Wenzel er en af de forskere, som miljø- og fødevareministeren har udnævnt til at sidde med i Det Nationale Bioøkonomipanel. Eksperterne skal rådgive ministeren om nye måder at producere og innovere bæredygtige fødevarer, bæredygtig bioenergi og anden bioøkonomi.

Panelet skal på det første møde diskutere, hvordan Danmark bliver bedre til at producere proteiner og udnytte et voksende marked både inden for dyrefoder og fødevareingredienser.

- En delegation fra Nigeria, som er en af verdens største olieproducerende lande, har besøgt vores samarbejdspartner UniBio. De er meget interesseret den danske forskning i bakterie-protein, fortæller Henrik Wenzel.

Kløver kan erstatte protein fra Sydamerika

Som livscyklusforsker har Henrik Wenzel et helhedsperspektiv. Han undersøger de forskellige proteinkilders samlede miljøpåvirkning og udbytte og konkluderer derudfra, om det er bedst for miljøet og pengepungen at satse på melorme, tang eller noget helt tredje i jagten på proteiner. 

- En af de mulige nye proteinkilder som ser lovende ud, når vi ser på miljøpåvirkning og udbytte, er rødkløver. Den indeholder meget protein og har en lang vækstsæson, og efter udvinding af protein og fibre til foder kan resten af planten anvendes i biogasanlæg. På den måde bliver den samlede system-effektivitet meget høj, forklarer Henrik Wenzel.

Han peger på resultater fra kollegaer fra forskningscenter AU Foulum, som har vist, at 400.000 hektar med kløver, græs og lucerne kan erstatte import af sojaprotein fra Sydamerika.

Bæredygtighed

SDU Livscykluscenter bidrager til udviklingen af bæredygtige teknologier og systemer - og er engageret udviklingen af industri, landbrug og samfundsmæssig infrastruktur.

SDU Livscykluscenter

Redaktionen afsluttet: 23.08.2017