Skip to main content
DA / EN

Ny opfindelse kan betyde gennembrud for brændselsceller

Forskere på SDU har fået patent på en opfindelse, hvor de genanvender platin. Det kan betyde et gennembrud for brændselsceller og dermed en ny bølge af grøn energi.

Af Birgitte Dalgaard, bird@tek.sdu.dk

-Vi har ikke nok platin i verden til at udbrede brændselsceller. Så enkelt er det, siger lektor Shuang Ma Andersen fra SDU Chemical Engineering.

Det er lykkes forskere fra SDU Chemical Engineering at få patent på en miljøvenlig metode, hvor op til 90 procent af det meget kostbare metal platin bliver genanvendt. Det kan på sigt betyde det kommercielle gennembrud for brændselsceller.

-Brændselsceller er nødvendige, hvis vi skal nå målet om, at halvdelen af det danske energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030 og 100 procent i 2050. Hvis vi for eksempel skal have virksomheder til at droppe olien til deres maskiner, er vi nødt til at tilbyde virksomhederne et pålideligt alternativ. Her er brændselsceller en rigtig god mulighed, siger Shuang Ma Andersen.

Brændselsceller er den grønne motor, som kan køre på brint. Så når vinden ikke blæser, kan brændselscellerne producere el fra lagret brint og dermed være den stabiliserende faktor i energisystemet. Så brændselsceller er nødvendige i bestræbelserne på at omstille vores verden fra at køre på fossile brændsler som kul, olie og gas til at køre på vedvarende energi.

Platin gør brændselsceller dyre

Problemet er, at brændselsceller er afhængige af platin som katalysator for at fungere optimalt. Men platin er et af verdens mest sjældne metaller. Alt efter det aktuelle marked handles det til priser, som er dobbelt så dyre som guld. Det betyder, at brændselsceller ikke er et konkurrencedygtigt alternativ.

-Derfor er der tre muligheder. Enten at højne platinets udnyttelsesgrad, genanvende det eller finde et alternativ til platin, forklarer Shuang Ma Andersen og peger på, at forskerne er godt på vej med en metode, som miljøvenligt, økonomisk og effektivt genanvender det dyrebare platin fra brændselsceller.


Shuang Ma Andersen, SDU Chemical Engineering

-Det er lykkes os at udvikle en miljøvenlig teknologi, hvor vi genbruger platin fra brugte brændselsceller ved hjælp af en elektrokemisk metode. Den traditionelle metode, man i dag anvender for at genanvende platin, kræver, at man bruger giftige kemikalier eller danner miljøskadelige stoffer. Vores metode efterlader det mindste fodaftryk på miljøet, påpeger Shuang Ma Andersen

Anerkendt til patent i USA

Den nye metode er efter en lang proces blevet anerkendt til at få et patent i USA, og forskerne på SDU Chemical Engineering kan nu arbejde videre på at gøre metoden mere effektiv og udvikle den til at genanvende platin i stor skala.

-I forsøg har metoden vist, at det er muligt at genanvende op til 90 procent platin fra brændselscellerne, men jeg forventer, at vi kommer helt op omkring de 100 procent, siger Shuang Ma Andersen.

Hun fortæller, at energiselskabet EWII har vist interesse for metoden, fordi energiselskabet ser en stor forretningsmulighed, når platin kan genanvendes, og brændselsceller dermed får en konkurrencedygtig pris.

Brændselsceller

En brændselscelle er en motor, der laver elektricitet af for eksempel lagret brint. I den kemisk simpleste brændselscelle omsættes brint og luftens ilt til elektrisk energi, termisk energi (normalt spildenergi) med vanddamp som biprodukt. Flere elbiler bruger brændselsceller. Det er takket være brændselsceller, at bilen kan køre lange distancer.

Den danske brint- og brændselscelledag

Tirsdag den 28. november afholdes Den danske brint- og brændselscelledag 2017. Dagen foregår på SDU i Odense 10.00 – 16.00 og vil give et overblik over den spændende udvikling der sker inden for brint- og brændselscellebranchen.

Redaktionen afsluttet: 06.11.2017