Skip to main content
DA / EN
Diversitet

Kode, kage og nye kammeratskaber

20 unge piger deltog for nylig i årets IT-camp på Det Tekniske Fakultet, hvor de blev introduceret til alt fra Scrum til Python, studielivet og mødte repræsentanter fra både LEGO og lokale Hesehus. Campen er del af fakultetets mange tiltag for at tiltrække flere piger til studierne på TEK.

Af Jakob Haugaard Christiansen, , 06-05-2022

Men hvorfor deltage i IT-Camp? Vi spurgte nogle af deltagerne, hvordan det var at være med.

For pigerne handler det om at se uddannelsen an og møde andre piger, som gerne vil ind i de drenge-dominerede fag. Også selv om de måske allerede har bestemt sig for at gå ingeniørvejen, som 24-årige Eva Rindom, der havde taget turen til Odense fra Kolding.

- Jeg var ret afklaret i forvejen. Men jeg har fået mere fornemmelsen af, hvad datalogi indebærer. Vi har lært noget en del om kode som jeg helt sikkert kan tage med mig videre til datalogistudiet, som jeg glæder mig til, siger Eva Rindom, der har sabbatår og før det har været en tur omkring finansøkonomi. Det var dog for kedeligt, så hun droppede ud og ser frem til at lære mere kode og data.

Det bedste ved IT-Camp var nu kagen, haha. Men ellers var det at være sammen med andre piger, der har de samme interesser som mig. Det plejer altid at være drenge, der har de samme interesserer som mig.

Eva Rindom, 24 år, Deltager, IT-Camp 2022

- Det bedste ved IT-Camp var nu kagen, haha. Men ellers var det at være sammen med andre piger, der har de samme interesser som mig. Det plejer altid at være drenge, der har de samme interesserer som mig, siger hun.

For arrangørerne på TEK betyder den slags anmeldelser fra deltagerne, at man har ramt ret præcist.

- Når flere af deltagerne nævner, at det har været vildt fedt at være sammen med andre kvinder, der har de samme interesser som dem selv – fordi de er vant til at det som regel er drenge eller mænd, der går op i IT, software m.m. – så har campen levet op til målet. Det er præcis dén fællesskabsfølelse, vi ønsker at opnå med vores kvindefokuserede arrangementer. Og så håber jeg, at den følelse og det fællesskab kan bidrage til, at flere kvinder vælger at uddanne sig i en teknisk retning, fortæller Mette Qvarfot, kommunikationsmedarbejder fra Det Tekniske Fakultet.
 

Weekenden har budt på en masse faglige øvelser og opgaver, f.eks. stiftede deltagerne også bekendtskab med computer vision og kunstig intelligens, men der var også lagt fokus på sociale ting i eventet. Samtidigt blev deltagerne også introduceret til faciliteterne og rammerne på SDU og udsat for en  quiz om sjove facts om SDU. 

Socialt samværd

Ting som betød meget for 18-årige Lina Langemark fra Roskilde, der til daglig læser HTX.

- Det har været fedt. Jeg var her for at få et indtryk af stedet, og det har jeg fået. Det er fedt, at der er meget fokus på det sociale på SDU. Det har været spændende emner, jeg vil gerne læse robotingeniør, siger hun.

Hvis du har lyst til at deltage i den næste IT-Camp eller deltage i et af vores kommende Go Get IT Girls-events - vi har afholdt den første - så får du både en fornemmelse for kodning og for de muligheder, som ingeniøruddannelserne åbner for. Det virker, fortæller Helena Mouritzen fra Roskilde.

- Det har været rigtig godt at få input til, hvad man kan efter studiet, når man er færdiguddannet. Jeg anede ikke, at man kunne ende med at arbejde med UX-design, siger 30-årige Helena Mouritsen.
 

TEK står foruden IT-Camp også bag Go Get IT Girls-kampagnen, der ligeledes har fokus på at åbne en verden af IT- og STEM op for pigerne. I det hele taget arbejder man på TEK konstant på at få flere kvinder til at vælge ingeniørvejen, fortæller uddannelsesdirektør Henning Andersen.

Diversitet lig bedre løsninger

- På Det Tekniske Fakultet har vi et stærkt fokus på diversitet - ikke mindst på at få flere kvinder til at blive del af ingeniøruddannelserne hos os. Både piger og drenge bliver lige gode ingeniører med en uddannelse på TEK Fakultet, men en større andel af piger og kvinder både på uddannelsen og i virksomhederne vil klart være ønskeligt. Det vil det både fordi der så kan uddannes flere ingeniører men også fordi øget diversitet er med til at skabe bedre og mere kreative løsninger på de udfordringer der skal løses i fremtiden.

For koordinator Mette Qvarfot er det ultimative mål naturligvis at få pigerne til at vende tilbage som studerende på TEK, og hun håber, at de har fået en positiv og lærerig oplevelse med IT med sig hjem. 

Et andet vigtigt mål er dog også at præsentere dem for kvindelige rollemodeller og seje IT-kvinder, som viser vejen for kvinder ind i faget, understreger hun.

- Det er vigtigt, at de får mulighed for at møde studerende og færdiguddannede kvinder fra IT-branchen, så det bliver gjort mere håndgribeligt for dem, hvor mange mulige arbejdsområder man kan havne indenfor med en IT-uddannelse. I år havde vi besøg udefra af seje IT-kvinder fra LEGO og Hesehus til campen, hvor deltagerne desuden blev undervist af to af vores egne kvindelige forskere, der arbejder indenfor software og robotics.

TEK har arrangeret IT-Camp for piger siden 2018, og hvis du er interesseret i at blive del af næste camp, så skal du sætte tid af i februar 2023, hvor vi forventer at stable næste event på benene. 
 
Redaktionen afsluttet: 06.05.2022