Skip to main content
DA / EN

Ny opfindelse mindsker forbruget af sprøjtegifte med 60 procent

Forskere fra Det Tekniske Fakultet har med stor succes udviklet en intelligent sprøjtebom, som reducerer landbrugets forbrug af pesticider med 60 procent. Flere test viser, at den intelligente sprøjtebom samtidig bekæmper ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte.

Forskere fra Det Tekniske Fakultet har i samarbejde med Århus Universitet, Københavns Universitet samt firmaerne EKTOS og CLAAS nu fundet en løsning på landbrugets stigende forbrug af pesticider. Princippet i den intelligente sprøjtebom er, at man kun sprøjter der, hvor ukrudtet er. Marktest viser, at den intelligente sprøjtebom nedbringer forbruget af pesticider med 60 procent.

- Det er fedt, at vi nu videnskabeligt har bevist, at vi ved hjælp af den intelligente sprøjtebom kan reducere forbruget af sprøjtegifte med 60 procent. Vi har arbejdet på det i fire år, og nu har vi endelig teknologien til effektivt at reducere forbruget af pesticider til gavn for landbruget og ikke mindst vores grundvand, siger projektchef Niels Jul Jacobsen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Effektiv bekæmpelse af ukrudt
Ved siden af de almindelige sprøjtedyser er den intelligente sprøjtebom udstyret med en række kameraer, som kigger ned på jorden. Ved hjælp af et computerprogram kan kameraerne genkende og aktivere dyserne, når sprøjtebommen ruller over mælkebøtter, kamille og fuglegræs.

- Vi er meget glade over det positive resultat. Vi havde forventet, at den intelligente sprøjtebom kunne reducere forbruget af pesticider med 50 procent, men flere test viser, at sprøjtebommen med 60 procent færre pesticider bekæmper ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte, siger Niels Jul Jacobsen.

Positiv test på forsøgsmark
Igennem foråret og sommeren har sprøjtebommen kørt rundt på en forsøgsmark i Flakkebjerg ved Slagelse. Marken har været inddelt i forskellige zoner. En del af marken er slet ikke blevet sprøjtet. En del er blevet sprøjtet på den traditionelle måde, mens en tredje del af marken er sprøjtet med den intelligente sprøjtebom. Forsøgene har vist, at den intelligente sprøjtebom bekæmper ukrudtet ligeså effektivt som den gammeldags sprøjte.

- Jeg forventer, at vi allerede vil kunne se dele af den intelligente sprøjtebom på markedet om to år. Efter den store succes i projektet er metoderne klar til at blive overdraget til en af de producenter af landbrugsmaskiner, som har været med i projektet. Men det er ikke kun landbruget, men også kommunernes vej og parkafdelinger, som kan få glæde af sprøjten, pointerer Niels Jul Jacobsen.


For yderlig information kontakt:
Projektchef Niels Jul Jacobsen, 2132 1512 eller njj@mmmi.sdu.dk  
Postdoc, ph.d. Henrik Midtiby, 2135 6105 eller hemi@mmmi.sdu.dk  

Projektet er opstartet i RoboCluster i 2009 i samarbejde med Århus Universitet, Københavns Universitet, CLAAS Agrosystems A/S, EKTOS A/S. Højteknologifonden har investeret 13 millioner kroner i udviklingen.

Redaktionen afsluttet: 07.10.2013