Landskabet som kulturarv
SDU-lektor Per Grau Møller er med til at belyse, hvordan europæiske lande beskytter deres historiske landskaber
Hvordan beskytter europæiske lande deres landskaber og fortidsminderne i landskabet? Det er SDU-lektor Per Grau Møller med til at kaste lys over i en ny bog ”Landscape as Heritage”, som han har redigeret sammen med arkæolog Graham Fairclough fra organisationen English Heritage.
Bogen beskriver, hvordan 13 forskellige lande i Europa forvalter og varetager beskyttelsen af landskaber. Det er første gang, at der er foretaget en sammenlignende analyse mellem landene, og den viser - udover forskelle mellem landenes praksis - at der også er store ligheder, f.eks. bevæger beskyttelsen sig fra det punktorienterede, som f.eks. fortidsminder, til det mere landskabsorienterede. Og det er helt i tråd med den europæiske landskabskonvention fra 2000.
”Landscape as Heritage” er resultat af et samarbejde i et netværk, som arbejder med at forstå førindustrielle strukturer i landskaber. Der er tale om et tværvidenskabeligt netværk under COST – Cooperation in the field of Scientific and Technical Research - og det har afviklet møder siden 2004.
Bogen er udkommet på forlaget Geographica Bernensia ved Universitetet i Bern. Udover redigering af bogen har Per Grau Møller skrevet kapitlet om den danske landskabsforvaltning. |