Adjungering
Michael van Manen er ny adjungeret lektor ved IRS
Michael van Manen er ny adjungeret lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning og Børne og Ungeafdelingen, Sjællands Universitetshospital (Roskilde), Region Sjælland.
Michael Van Manen er læge og ph.d. inden for neonatologi fra Alberta University, Canada, og specialiserer sig i relationel etik og sundhedspædagogik i klinisk praksis, især inden for pædiatri. Hans internationale anerkendelse som ekspert i kvalitativ sundhedsforskning og omfattende erfaring som neonatolog på Stollery Children's Hospital vil styrke Børne- og Ungeafdelingens forskningsmiljø, særligt inden for emner som 'Etik, Eksistens, og Pædagogik'.
Børne- og Ungeafdelingen ved Sjællands Universitetshospital får et betydeligt løft med tilknytningen af Dr. Michael Van Manen som adjungeret lektor. Med mere end 85 publikationer og international anerkendelse bringer han en unik kombination af etisk fokus, filosofisk tilgang og klinisk erfaring.
- Vi forventer, at Michael van Manens tilknytning åbner dørene for værdifulde bidrag til forskningsenheden. Herunder støtte til etisk forskning, rådgivning om fænomenologisk praksis, medforfatterskaber på publikationer, co-supervision af ph.d.-studerende, udveksling af forskere og undervisning på Sjælland Universitetshospital og Syddansk Universitet, fortæller Malene Beck, lektor og forskningsleder ved forskningsenheden ved Børne- og Ungeafdelingen.
De projekter, som Michael van Manen bliver tilknyttet, retter sig mod afgørende emner som unges kropsopfattelse ved diabetes, efterladte forældres deling af erfaringer og udvikling af børnevenlige møder på hospitalet. Michael Van Manen vil spille en central rolle i at forme fremtidens pædiatriske forskning og omsorgsarbejde ved Børne- og Ungeafdelingen.
Michael van Manen er tilknyttet som adjungeret i perioden 01.01.24 – 31.12.24
Adjungeret lektor Michael van Manen
Kontakt:
Kontakt går via:
Lektor Malene Beck - maleb@regionsjaelland.dk eller professor Bibi Hølge-Hazelton - bibh@regionsjaelland.dk