Skip to main content
DA / EN

Baggrund for Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet

URs grundlæggere Esben Østergaard og Kristian Kassow

Lindøværftet, et skibsværft som var en del af A.P. Møller koncernen, var en af de første virksomheder, der startede robotforskning i Danmark. Arbejdet med robotter på Lindø blev gradvist udvidet og behovet for styring og håndtering af kompleksitet forøget som årene gik.

I 1986 blev uddannelsen i datateknologi oprettet i et samarbejde mellem industrien og Odense Teknikum, og dette møde mellem forskere og Lindøværftet skabte virksomheden ”AMROSE”, der var forankret i Forskerparken. Formålet med AMROSE var at udvikle robotter og underliggende software, som skulle arbejde i komplekse strukturer og med bløde bevægelser. Denne udvikling var spået til at få stor værdi for dansk erhvervsliv, og Mærsk investerede derfor mange millioner i at udvikle og fremme initiativet.

I 2001 lukkede AMROSE og herefter blev det vanskeligere for robotforskningen og samspillet med virksomhederne. Dette førte til at både amt og kommune gik sammen om et nyt initiativ, RoboCluster, som atter skulle samle forskere og erhvervsfolk fra det fynske robotmiljø.

RoboCluster blev organiseret som en sektion under MMMI i en årrække, men i 2018 fusionerede RoboCluster og Odense Robotics med henblik på at styrke Odenses robotklynge yderligere. 

A.P. Møller Fonden finansierer et nyt institut

I 1995-1996 blev der arbejdet målrettet med en plan om etablering af et nyt internationalt institut med fokus på robotstyringer, anvendt matematik og tekniske problemstillinger til automation. Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet (MMMI) blev hermed født i 1997 og indviet i 1999, hvor instituttet også flyttede ind i egen bygning, som blev doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

I årene efter 2010 oprettede instituttet en række nye uddannelser og forskningsområder så instituttet dækkede spændet fra robotteknologi til software og herunder kunstig intelligens som et tværgående tema.

I 2019 modtog instituttet bevillinger til at lave to nye uddannelses og forsknings enheder indenfor industriel software i Sønderborg og produktion af store emner på Odense havn.

I 2019 blev instituttet beriget med endnu en gave fra Den A.P. Møllerske Støttefond, som donerede midler til en bygning mere, som stod indflytningsklar i september 2023.

Spadestik til MMMI2-bygning

Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 7380
  • Fax: +45 6615 7697

Sidst opdateret: 22.11.2024