Skip to main content
Økonomisk Institut

Vedtægter

 §1 Navn:  Selskabets navn er: Dansk Selskab for Sundhedsøkonomi (akronym: DSSØ).  På engelsk er selskabets navn: Danish Health Economics Association

§2  Medlemskab:  Som medlemmer optages professionelle enkeltpersoner, der forskningsmæssigt, forvaltningsmæssigt eller på anden faglig vis beskæftiger sig med sundhedsøkonomiske analyser og anvendelsen heraf. Medlemskab opnås ved aktiv tilmelding på selskabets hjemmeside. Derudover tilbydes alle deltagere ved selskabets årsmøde automatisk medlemskab, medmindre dette eksplicit fravælges ved tilmeldingen til årsmødet. Et medlemskab er individuelt og gælder et år ad gangen. Medlemskab følger kalenderåret. Medlemskab er gratis.

§3  Selskabets formål: Målet med selskabet er at skabe et netværk af og et inspirationsforum for interesserede i anvendelsen af økonomisk teori og metode i sundhedsvæsenet. Formålet med selskabet er at fremme viden og indsigt i relevante sundhedsøkonomiske problemstillinger for det danske sundhedsvæsen, som er relevante i såvel administrative, politiske og videnskabelige sammenhænge. Det sker gennem A)  Aholdelse af et årlig dansksproget årsmøde med præsentationer og diskussioner af metoder, videnskabelige resultater og problemstillinger vedrørende sundhedsøkonomi og -politik med relevans for det danske sundhedsvæsen. B)  Vedligeholdelse af et netværk af interesserede v. hj. a. en hjemmeside og en emailliste til cirkulering af fagligt relevante informationer, herunder især oplysninger om nye publikationer. C) Afholdelse af workshops med specifikke sundhedsøkonomiske emner på initiativ af enkeltmedlemmer eller institutioner.  Selskabet er et fagligt selskab, som er uafhængigt af økonomiske og politiske interesser.

 §4  Bestyrelsen: Der etableres en bestyrelse bestående af 5 medlemmer. Bestyrelsen består af en formand og fire ordinære bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen vælges for en to-årig periode, og medlemmerne kan genvælges i op til to perioder. Bestyrelsen vælges af og blandt medlemmerne ved et årsmødet. Resultatet meddeles på hjemmesiden. Samtidig med valg af bestyrelsesmedlemmer vælges to suppleanter for en et-årig periode. Det skal tilsigtes, at der er repræsentanter for de relevante danske forsknings- og analyseinstitutioner. Ved etableringen i 2014 vælges tre bestyrelsesmedlemmer for en to-årig periode, og to for en tre-årig periode. Herefter er henholdsvis tre bestyrelsesmedlemmer i lige år og to i ulige år. Bestyrelsen vælger selv en formand for en to-årig periode. Bestyrelsen fastlægger selv øvrige roller og arbejdsopgaver. Bestyrelsens opgave er at sikre, at der afholdes et årligt møde inden 1. juni hvert år, at sikre den løbende drift af en hjemmeside samt på selskabets vegne at tage stilling til nationale eller internationale henvendelser til det sundhedsøkonomiske forsknings- og analysemiljø. Der afholdes årligt mindst et ordinært bestyrelsesmøde, evt. telefonisk. Dagsorden og referat bringes på hjemmesiden.

§5  Årsmøde: Det årlige møde afholdes på omgang af et af de relevante danske forsknings- og analysemiljøer.  Bestyrelsen vælger værtinstitution blandt interesserede. Møderne skal gennemføres, så det økonomisk hviler i sig selv.  Med henblik på at holde udgifterne nede afholdes møderne så vidt muligt i de arrangerende institutioners egne lokaler. Det økonomiske ansvar for årsmødet påhviler udelukkende den arrangerende værtsinstitution. Det er ikke intentionen, at der genereres overskud ved afholdelsen af årsmødet.

På hvert årsmøde afholdes en forretningsmøde, hvor det hidtidige forløb evalueres, og hvor nye forslag kan bringes op. Mødet er beslutningsdygtigt, når mindst20 medlemmer er til stede. Mødet ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen. Forslag, som ønskes diskuteret på forretningsmøde, skal være bestyrelsesformanden i hænde senest en uge før mødets afholdelse. Værtsinstitutionerne får ansvaret for indkaldelse af bidrag til årsmødet samt den konkrete tilrettelæggelse af et program. Programmet kan bestå af videnskabelige præsentationer, af diskussionsoplæg, af parallelsessioner. Der kan eventuelt inviteres hovedtalere og potentielt udenlandske hovedtalere. Formen og indholdet af årsmødet kan variere år for år, og den lokale arrangør har frihed til at fastlægge programmet.

§6  Hjemmeside: Selskabet vedligeholder en hjemmeside med relevante relevant informationer til medlemmerne. Hjemmesiden vedligeholdes på Syddansk Universitet. Bestyrelsen afgør hvilke typer af informationer hjemmesiden kan indeholde. Formålet med selskabets hjemmeside er at gøre opmærksomme på selskabets eksistens, annoncering af årsmødet samt facilitering af netværksaktiviteter for de relevante forsknings- og analysemiljøer.

§7  Internationale samarbejder og medlemsskaber: Selskabet kan efter bestyrelsens beslutning deltage som organisation i internationalt sundhedsøkonomisk samarbejde og kan lade sig repræsentere i internationale sundhedsøkonomiske foreninger.Eventuelle udgifter til medlemskab af internationale sundhedsøkonomiske foreninger skal fordeles og aftales individuelt med de relevante forsknings- og analysemiljøer.  Bestyrelsen er ansvarlig for kontakt og aftaler vedrørende fordeling af sådanne udgifter.

§8  Regnskab: Foreningen har ikke nogen selvstændig økonomi. Der er ikke nogen indtægter til foreningen, og udgifter afholdes de relevante forsknings- og analysemiljøer. Selskabet kan ikke hæfte for mere end selskabets formue.

§9  Vedtægtsændringer: Vedtægtsændringer skal vedtages med 2/3 flertal af de afgivne stemmer ved et forretningsmøde i forbindelse med et årsmøde.

§10  Opløsning af selskabet: Beslutning om opløsning eller sammenslutning med et andet selskab skal træffes på to på hinanden følgende årsmøder. Hvis det ikke er muligt at holde to på hinanden følgende årsmøder, så er det op til bestyrelsen at beslutte opløsningen af selskabet. Selskabets opløsning skal besluttes af ¾ af medlemmerne på to på hinanden følgende årsmøder.

    §11  Ikrafttræden: Disse vedtægter træder i kraft ved det første årsmøde afholdt den 23. september 2014.

Sidst opdateret: 16.04.2020