Retskemisk afdeling udfører alkoholpromillebestemmelser i obduktionsundersøgelsessager, hvor alkoholbestemmelsen ofte indgår i et større analyseprogram af lægemidler og misbrugsstoffer. Alkohol-indholdet kan i disse sager bestemmes i blodprøver, urin eller øjenvæske.
Prøverne samles herefter i hold og analyseres sammen med kontrolprøver med kendt indhold. Analysen foretages ved såkaldt headspace-gaskromatografi med flammeionisationsdetektor. Ved analysen opvarmes prøverne i et lukket glas, hvorefter mængden af alkohol i luften over prøven analyseres. Selve analysen består i, at alkohol separeres fra andre stoffer ved passage gennem en analysekolonne, hvorefter alkoholen giver et udslag i detektoren. Ved at kalibrere analyseapparatet med en række opløsninger med kendt indhold af alkohol omsættes detektorudslaget til en koncentration, som opgives i promille (gram pr. kg. blod).
Undersøgelsesresultaterne udfærdiges på en erklæring, hvor resultatet efter fradrag - den såkaldte mindsteværdi - lægges til grund for politiets vurdering og den eventuelle efterfølgende dom.