Et lille filter med en stor opgave
I år begyndte virksomheden Dinex at sætte et nyt filter i udstødningsrør til tunge dieselkøretøjer. Filteret er resultatet af adskillige års samarbejde mellem virksomheden og forskere på SDU
Når virksomheder om små to år skal leve op til skærpede krav fra EU omkring udledningen af dieselgasser, er fynske Dinex godt forberedt.
Sammen med forskere fra SDU har virksomheden udviklet et filter med det mundrette navn Cu-HP-SiC.
Filteret har en vigtig opgave: At reducere udledningen af farlige partikler i udstødningen fra lastbiler, gravemaskiner og andre tunge køretøjer.
Det er efterhånden en god håndfuld år siden, Thomas Wolff fra Dinex besøgte SDU’s Tekniske Fakultet, fordi virksomheden manglede hjælp til at finde ud af, hvordan den kunne producere filtre i bedre kvalitet til dieselkøretøjernes udstødningsrør.
Åben diskussion om muligheder
Her sad lektor og forskningsleder Terence Warner fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi med på den anden side af bordet.
- Folkene fra Dinex fortalte om deres udfordringer med produktet, og hvad de gerne ville opnå. Det var en åben og uformel diskussion. De var meget interesserede i, hvad vi havde at sige, og vi kunne se, at her kunne vi virkelig gøre en forskel, forklarer han.
Løsningen på problemet blev en ph.d.-studerende, som skulle forske i, hvilket materiale der kunne gøre filterets kvalitet bedre end det daværende, som var aluminium. Det var problematisk at benytte, fordi det udskilte et reststof.
- SDU foreslog muligheden for at ansætte en ph.d.-studerende. Det blev begyndelsen på et ukompliceret samarbejde, hvor vi ofte mødtes og diskuterede muligheder, siger Thomas Wolff, som er underdirektør for forsknings- og udviklingsafdelingen i Dinex.
Plads til at teste, forske og lege
Forskningsleder Terence Warner fortæller, at forskerne fik frihed til at finde på nye ideer.
- Der var plads til at teste og lege med alt fra nikkel, jern, kobber og flere andre materialer. Målet var at udvikle det bedst mulige filter. Vi lavede mikroanalyserne, og Dinex testede det på motorerne, siger han.
Det endte med, at forskerne og Dinex kunne indhente patent på et filter. Løsningen blev en ny og mere effektiv fremstillingsmetode for siliciumkarbid, som kan tåle op til 2000 grader. Man bruger det blandt andet på rumfærgers varmeskjold.
- Vi løste et problem og lavede et dieselfilter, som er meget bedre end dem, det erstatter. Vi er glade for, at virksomheden kunne bruge os. Og ph.d.-studerende Jeanette Hvam, som arbejdede med filteret, var virkelig dygtig, siger Terence Warner.
Filteret er robust og udleder færre partikler
Filteret, som er taget i brug i år, er ikke så tungt som andre filtre, og det er mere robust. Udover de praktiske forbedringer, er partikeludledningen tydeligt formindsket.
Dermed er filteret ikke alene billigere i drift, det er også bedre for miljøet og medvirker til at mindske luftforureningen.
- Om to år skal vi være klar til at møde nye krav både i EU og i Kina. Vi har skiftet omkring 2000 løsninger på eksisterende udstødningsrør, siden vi satte det i produktion i maj, men vi forventer, at det tal stiger i årene fremover, forklarer Thomas Wolff fra Dinex.
- Fra 2021 forventer vi, at det ligger på omkring 20.000-30.000 om året på verdensplan.
Om Dinex
Dinex er en fynsk virksomhed, der producerer udstødningssystemer, rør og lyddæmpere, partikelfiltre og katalysatorsystemer. Den har hovedsæde i Middelfart, men har 1300 ansatte på verdensplan. Pengemanden Niels Thorborg er gået med i virksomheden i 2018. Dinex har omfattende udviklingsplaner; blandt andet på det amerikanske marked, hvor det satser på at en andel på 10 procent af markedet for udstødning og partikelfiltre.